Tøndeslagning i museumshaven. Arkivfoto: TorbenStender.
Tøndeslagning i museumshaven. Arkivfoto: TorbenStender.

Amagermuseet tyvstarter

Normalt holder byens museer vinterlukket på denne årstid, men sæsonen tyvstartes nu med både fastelavnsforberedelse og fyraftensforedrag – begge dele på Amagermuseet.

Fastelavnsmandag falder i år på den 12. februar, hvor der, som traditionen sig byder, vil være tøndeslagning på Hovedgaden i Store Magleby. Men kan man slet ikke vente, vil der allerede på søndag  – den 4. februar kl. 12–16 – være forsmag på løjerne. Her vender Støtteforeningen Amagermuseets Venner nemlig efter nogle års pause tilbage med fastelavnsforberedelser på museet i Store Magleby.

Dagen med forberedelser byder på tøndeslagning i museumshaven, pyntning af fastelavnsris for børnene, bemaling af en fastelavnstønde og meget mere. 

På den gamle gård bliver en pige klædt ud som »fastelavnsbrud«, og cykler pyntes, så de er klar til »cykelfastelavn«. 

Fastelavnsrytterne, som denne dag er ude på deres sidste træningstur, inden det går løs, kommer på besøg på Amagermuseet. En hest vil få flettet sin manke og hale, mens hovedtøjet bliver klargjort, og der bliver sadlet op. 

I museumscaféen vil der være salg af fastelavnspunch samt æbleskiver, og endelig vil et par tidligere fastelavnsryttere lægge vejen forbi museet for at fortælle røverhistorier fra den tid, hvor de selv deltog i ridtet. 

Entré.

Den blottede sydfront

Få dage efter, nærmere bestemt onsdag den 7. februar – kl. 17–18, står museumsinspektør Christian Aagaard klar på Amagermuseets Nordgård, hvor han, for alle der har lyst til at lytte med, vil holde fyraftensforedrag om sydfronten på Amager fra 1914–1918.

Da første verdenskrig brød ud, kastede det danske militær sig ud i et hektisk kapløb med tiden. Københavns Befæstnings blottede sydfront skulle styrkes med skyttegrave, pigtrådsspærringer og artilleristillinger. Der skulle også skaffes husly til de tusindvis af sikringsstyrker, der strømmede til området. Amager skulle gøres klar til krigen, der aldrig kom.

Gratis adgang. 

TM

Fastelavnsryttere ankommer til Amagermuseet. Arkivfoto: TorbenStender.
Fastelavnsryttere ankommer til Amagermuseet. Arkivfoto: TorbenStender.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk