Bæredygtig skole

Tårnby Gymnasium & HF er blevet udnævnt til UNESCO-skole

På Tårnby Gymnasium & HF (TG) har de sidste års intensive arbejde med bæredygtighed nu båret frugt i form af en certificering, som igen motiverer skolen til yderligere, intensiveret arbejde. Certificeringen trådte i kraft den 1. januar, hvor TG fik udnævnelsen »UNESCO-skole«.

Uddannelseslederen på TG, Maria Mellergaard Nielsen, er stolt af certificeringen og ser den som en mulighed for at sætte ekstra strøm til skolens arbejde med bæredygtighed. Og ligeledes er rektor Mikkel Harder Sørensen også stolt over certificeringen.

»Vi har et meget engageret grønt råd, som har arbejdet benhårdt på blandt andet at opføre et solcelleanlæg. Det har været undervejs i snart et år og er lige nu ved at blive monteret på multihallen, så vi kan udlede mindre CO2. Det er rigtig spændende, og det er noget, jeg er rigtig stolt over,« udtaler rektoren.

TG’s andre arbejder er blandt andet afholdelse af en bæredygtighedsuge, oprettelse af projektet »Vild med vilje« bag multihallen samt initiativer, der omhandler affaldssortering og genbrug.

Solcelleanlæg ovenpå Multihallen ved TG.
Solcelleanlæg ovenpå Multihallen ved TG.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk