Biografi i fornemt selskab

Museumsleders Frederik 5.-biografi er nomineret til Årets historiske bog 2023

Der har været masser af lovprisende anmeldelser af museumsleder Søren Mentz’ historiske bog » Frederik 5. – den elskværdige europæer«, siden den kom på gaden i november måned sidste år. Bogen er blevet anbefalet i store aviser som f.eks. Berlingske, Politiken og Weekendavisen, og den lokale omtale i Dragør Nyt, der blev bragt i avisen onsdag den 15. november, var ingen undtagelse. 

Søren Mentz’ biografi »Frederik 5. Den elskværdige europæer« er nomineret til Årets historiske bog 2023. Arkivfoto: Thomas Mose.
Søren Mentz’ biografi »Frederik 5. Den elskværdige europæer« er nomineret til Årets historiske bog 2023. Arkivfoto: Thomas Mose.

Nu har Dansk Historisk Fællesråd fulgt op på hæderen ved sammen med fire andre bøger at have nomineret værket til Årets historiske bog 2023. 

Modtageren af prisen, der i Øksnehallen under arrangementet Historiske Dage vil blive uddelt lørdag den 9. marts, findes ved en afstemning, der er åben for alle. Afstemningen, der vil afgøre hvilken af de fem nominerede bøger, der skal vinde, foregår på hjemmesiden
historie-online.dk

Bogen inddrager også Amager – for den folkelige Frederik 5. besøgte nemlig øen flere gange. 

»Det er sjovt, når den lokal-historiske vinkel indgår i den store nationale fortælling«, siger Søren Mentz, der er meget stolt over nomineringen. 

»Jeg håber, at bogen medvirker til at gøre historie interessant – at man læser den for underholdningens skyld og samtidigt bliver lidt klogere på verden,« lyder det fra museumslederen.

Busten i kanalen

Mange danskere kender sikker bedst Frederik 5. fra den flotte rytterstatue på Amalienborg Slotsplads. Men da en gruppe kunstnere i 2020 kastede en buste af kongen i kanalen, ved på Det Kongelige Danske Kunstakademi, trak Frederik 5. atter overskrifter. Gruppen bag aktionen mente, Frederik 5. var ansvarlig for kolonitid og slaveri. 

Søren Mentz’ »Frederik 5. – den elskværdige europæer«, der er den første biografi af regenten, tegner et nuanceret billede af den enevældige konge. I bogen fortælles om Frederik 5.’ regeringstid, der var den mest stabile af slagsen under enevælden, og om nye studier, der afslører hidtil ukendte sider af kongen, der havde ambitioner om at blive samlingspunkt for befolkningen.

TM

»Frederik 5. Den elskværdige europæer« af Søren Mentz.
»Frederik 5. Den elskværdige europæer« af Søren Mentz.

Turen gik til Vesttyskland. Danske turister i Vesttyskland 1949–1970
Julie Andersen-Mølgaard. Syddansk Universitetsforlag.

Danske jøders liv og død i Theresienstadt
Silvia Goldbaum Tarabini. Gyldendal.

Frederik 5. Den elskværdige europæer
Søren Mentz. Gad.

Maleriets forbandelse – jagten på et kunstværk og dets ejere
Anders Ravn Sørensen og Benjamin Asmussen. Gad.

Trykkefrihed. Nationalitet og politik i dansk guldalder
Claus Møller Jørgensen. NORD Academic (Gad).

Afstemningen til Årets historiske bog 2023 via www.historie-online.dk/aarets-historiske-bog-2023 er åben frem til fredag den 1. marts.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk