Medlemmer af Grønne Dragør er ved at sætte et skilt op ved de tre spidsløn på Bymandsgade. Foto: TorbenStender.
Medlemmer af Grønne Dragør er ved at sætte et skilt op ved de tre spidsløn på Bymandsgade. Foto: TorbenStender.

Træ-aktion fra Grønne Dragør

I anledning af den nationale Klimahandlingsdag 2024 blev der ved en række træer rundt omkring i byen sat skilte op

Af Thomas Mose

Foreningen Grønne Dragør opsatte torsdag den 26. april informationsskilte op på 18 træer i kommunen.

Aktionen, der var en del af Klimahandlingsdag 2024, skulle sætte fokus på træernes nytteværdi – og på sigt inspirere til et grønnere Dragør.

Træerne blev udvalgt ud fra deres forskelle i størrelse og sort, og på de opsatte skilte kan man læse om deres evner til at opsamle regnvand og binde CO2 samt forurening. Faktorerne er angivet i antal af kendte hverdagsting: vand som badekar a 150 liter vand, CO2 som kørte km i en benzinbil og mængden af forurenende partikler som vægten af smartphones.

Som et eksempel oplyser Grønne Dragør, at et æbletræ, der står i fuld sol og har en stamme med en omkreds på 40 cm, hvert år optager CO2, der svarer til 112 km kørsel i en benzinbil. Dertil kan det også suge vand svarende til 16 badekar og binde forureningspartikler svarende til vægten af en smartphone.

Foruden oven for nævnte oplysninger fortæller skiltene også, hvor mange nyplantede træer, det pågældende træ svarer til. Ifølge Grønne Dragør tager det nemlig mange år, før nyplantede træer begynder at binde CO2, og de oplyser, at der dertil også er et begrænset insekt- og dyreliv i unge træer.

Skiltene er opsat, så de kan ses af forbipasserende.

For at videregive information om træers indvirkning på miljøet har foreningen Grønne Dragør opsat 18 skilte ved udvalgte træer

Skiltene findes ved følgende træer:

  • Bøg ved Store Magleby Skole på Kirkevej
  • Lind ved Dragør Centret på Kirkevej
  • Søjleeg eller engelsk eg ved Dragør Kirke
  • Skovfyr i Grushullerne
  • Birk i Grushullerne
  • Østrigsk fyr på Nordre Væl
  • Eg på Neels Torv
  • Piletræ ved Stejleparkeringen
  • Røn på Rønne Allé
  • Spidsløn på Bymandsgade
  • Gråpoppel ved Dragør Badehotel
  • Dunbirk på hjørnet af Sdr. Strandvej og Wiedersvej
  • Eg ved Blushøj
  • Ask ved Blushøj
  • Kastanje i Engparken
  • Ask i Lunden
  • Eg i Lunden
  • Valnøddetræ på Hollændervænget

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk