Der må fortsat holdes fester på Dragørs restauranter

Selvom stigende smittetryk i sidste uge fik myndighederne til at skærpe restriktionerne i forbindelse med corona, kan man stadig holde fest for op til 500 personer på restauranter og hoteller

OBS! Nye særregler

Tirsdag middag, samtidig med trykstart på denne avis og efter redaktionens slutning, blev der afholdt pressemøde.  Denne artikel er skrevet før pressemødet, hvorpå det blev oplyst, at der frem til 1. oktober gælder nye retningslinjer – dels omkring brug af mundbind på restauranter, dels med hensyn til lukketid – alle restauranter skal de næste uger lukke senest kl. 22.

 

Af Birgit Buddegård

Hovedstadsområdet – herunder Dragør – oplever i øjeblikket en stigning i covid-19-smittetallet, og der blev derfor onsdag i sidste uge indført særlige skærpede restriktioner i dette område. Forsamlingsforbuddet blev sænket fra 100 til 50 personer – og det har medført en del forvirring, og nogle har overvejet at aflyse fester.

Men afholdes et privat arrangement på et hotel eller en restaurant med professionelt personale, så gælder der andre regler – her er det nemlig fortsat tilladt at være op til 500 deltagere.

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (A) gav da også på et pressemøde tydeligt udtryk for, at man ikke skulle aflyse for eksempel en konfirmationsfest eller et bryllup – blot sikre sig, at festen afholdes på en måde, der lever op til sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Og dem har Dragørs restauratører godt styr på.

Styr på reglerne

Dragør Nyt har talt med flere af Dragørs restauratører, og flere oplyser, at gæster har troet, de ikke måtte holde fest med over 50 deltagere. Men det må de altså gerne.

Hovedreglen er, at man må samles til selskaber, hvis selskabet i det væsentligste er siddende, og at der er minimum to kvadratmeter per person. Derudover skal der være én meter mellem gæsterne, medmindre der er tale om gæster, der kender hinanden i forvejen og omgås i det daglige.

Det kan være svært at navigere i coronareglerne, men restauratørerne både kender og følger dem, så har man planlagt en fest – eller har man tænkt sig at gøre det – skal man blot henvende sig til den pågældende restaurant.

Dialog med politiet

Politiet har i forbindelse med coronarestriktionerne været ude for at føre tilsyn med de erhvervsdrivende på hele Amager – herunder også Dragør – for at sikre, at de kender og følger sundhedsmyndighedernes retningslinjer, siger lederen af nærpolitiet, vicepolitiinspektør Rasmus Schultz. Han fortsætter: »Vi har haft et rigtig godt samarbejde med restauratørerne og de forretningsdrivende, og vi har oplevet, at langt de fleste har været gode til at tilpasse sig de nye regler, så de for eksempel har håndsprit stående og sørger for god afstand mellem kunderne.«

I løbet af weekenden fortsatte nærpolitiet arbejdet ved at føre dialog og tilsyn med restaurationslivet for at sikre, at de overholdt krav til regler som åbningstider, antal gæster med mere. Så alle kan være trygge og roligt glæde sig til deres fest.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk