Alle fire rickshaws er nu tilbage på vejen.
Alle fire rickshaws er nu tilbage på vejen.

Donation fra Lions

»Cykling uden alder« fik nye batterier til deres rickshawcykler

I starten af august måned kunne man i forskellige medier læse, at tre cykelbatterier med tilhørende ladere var blevet stjålet fra foreningen »Cykling uden alder« i Dragør. Batterierne passer til tre ud de fire eldrevne rickshawcykler, som man i foreningen anvender til at glæde ældre medborgere med, og derfor var konsekvensen af tyveriet da også til at få øje på. 

Lions Dragør blev ret hurtigt bekendt med en donation af det ene batteri, og kort derefter tog Lions beslutningen om at donere de sidste to batterier.

I fredags fik »Cykling uden alder« så foran Enggården officielt overrakt pengene til batterierne – og alle fire cykler kunne igen komme ud at køre.

»Cykling uden alder« er et projekt, som er udbredt flere steder i landet. På eldrevne rickshawcykler kører frivillige rundt med ældre i lokalområderne for at få vind i håret og oplevelser på eventyrkontoen. 

Spørger man Lise Hellborn, der leder projektet i Dragør, så skaber det stor glæde både for de ældre passagerer og de såkaldte piloter, som kører cyklerne. 

I Lions Dragør støtter man hvert år op om projekter, der giver glæde blandt byens borgere – ældre såvel som yngre. Dette er blot det seneste eksempel herpå.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk