Grundstammen i Dragør Pleje Omsorg (fra venstre) Martin, Jeanet og Jimmy Mouritzen. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Grundstammen i Dragør Pleje Omsorg (fra venstre) Martin, Jeanet og Jimmy Mouritzen. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Fokus på en virksomhed:

Dragør Pleje Omsorg

Dragør Pleje Omsorg kan 1. juni fejre firårsfødselsdag. Det familiedrevne firma tilbyder alt inden for hjemmehjælp 

Af Birgit Buddegård

Dragør Pleje Omsorg kan mandag den 1. juni fejre sin firårsfødselsdag, men fejringen er udsat på grund af coronakrisen. Det samme gør sig gældende for markeringen af firmaets flytning fra Kirkevej til nye lokaler på A. P. Møllers Allé, der fandt sted 1. marts i år.

Dragør Pleje Omsorg, der er Dragørs eneste leverandør af privat hjemmepleje, er et familiedrevet firma, hvor Jeanet Mouritzen sammen med de tre sønner, Martin, Jimmy og Morten Mouritzen, udgør grundstammen. Der er naturligvis også en del ansatte, både faste og timelønnede – nøje udvalgt med faglig viden og erfaring, siger Jeanet Mouritzen. 

Dragør Pleje Omsorg har som målsætning at skabe tillid, tryghed og livskvalitet og arbejder med stor fleksibilitet. Firmaet opererer alene i Dragør og er derfor ikke belastet af lange transporttider, så kan man af den ene eller anden grund ikke være til stede på det aftalte tidspunkt, kan man ringe, og så finder man en løsning, der kan passe. 

Privat hjemmepleje

Er man visiteret til hjemmehjælp, kan man vælge imellem det kommunale tilbud og Dragør Pleje Omsorg. Og privat betyder ikke, at man skal betale, man kan frit – og altså gratis – vælge Dragør Pleje Omsorg. Jeanet Mouritzen fortæller, at firmaet har et rigtig godt samarbejde med kommunen, og hun glæder sig over den seneste tilsynsrapport, som er rigtig fin, fortæller hun. Omkring 120 borgere har valgt at benytte den private hjemmepleje. 

Martin Mouritzen klar til at rykke ud i en af firmaets biler. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Martin Mouritzen klar til at rykke ud i en af firmaets biler. Foto: Hans Jacob Sørensen.

Dragør Pleje Omsorg udfører de samme opgaver som den kommunale hjemmepleje – rengøring og personlig pleje – men en del vælger ekstra services til, som kun den private hjemmepleje kan tilbyde. Det kan være nogen, der ønsker paneler eller køkkenskabe tørret af, eller borgere ønsker oftere rengøring, end kommunen tilbyder. I øjeblikket tilbydes rengøring hver 14. dag, men fra 1. juli bliver intervallet udvidet til 2,5 uge. Det kan lyde som lang tid imellem støvsugningerne, men mange kommuner tilbyder kun rengøring hver 3. uge, fortæller Jeanet Mouritzen. 

Ud over ekstra rengøring kan man også tilkøbe eksempelvis madlavning, en spadsere- eller indkøbstur eller højtlæsning af avisen – folk skal bare ringe og spørge, så prøver firmaet at finde en løsning. Dog udfører de ikke havearbejde og vinduespudsning, for de vil ikke tage arbejde fra andre.

Coronaepidemien 

Håndspritten står fremme på bordene som et synligt tegn på coronaepidemien, men Jeanet Mouritsen siger, at det ikke har medført de store ændringer i deres arbejde, hvor hygiejne altid har været højt på dagsordenen. 

Martin Mouritzen siger, at de arbejder ud fra forsigtighedsprincippet, så handsker, mundbind og sprit er med ud til borgerne – og de følger naturligvis kommunens regler for håndtering af situationen. Han fortæller, at de har fået enkelte afbud fra nervøse borgere, der i en periode har droppet at få gjort rent, men heldigvis har firmaet ikke været nødt til at sige medarbejdere op – og der har heller ikke været nogen syge, tilføjer Jeanet Mouritzen. 

Dragør Pleje Omsorg har nødkald alle døgnets 24 timer, så en nødstedt borger hurtigt kan få hjælp.

Yderligere information på dragoerplejeomsorg.dk samt på kommunens hjemmeside: www.dragoer.dk

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk