Film i Dragør Bio

»Margrethe den første« vises i perioden onsdag den 22. til lørdag den 25. september kl. 20 og søndag den 26. september kl. 18.30. Filmen er en del af Biografklub Danmark.

Animationsfilmen »Paw Patrol: Filmen« vises søndag den 26. september kl. 14.

Kærlighedshistorien »Det sidste brev fra din elsker« vises mandag den 27. september kl. 20, tirsdag den 28. september kl. 14 (SeniorBio), igen samme dag kl. 20, onsdag den 29. september kl. 10 (BabyBio) og igen samme dag kl. 20.

Gallapremiere

Den længe ventede 007-film »No Time To Die« har danmarkspremiere torsdag den 30. september. 

Dragør Bio ruller den røde løber ud, og biografen pyntes i den bedste Bond- og casinostil. Dørene åbner kl. 19, og inden filmen begynder kl. 20, vil der være musik, quiz, casino og drinks. Alle opfordres til at møde op i deres bedste Bond-tøj.

Margrethe den første

Danmark, Norge og Sverige har bekriget hinanden i århundreder, men nu har Margrete I samlet landene i en fredsorienteret union. 

Magtbalancen i Europa er i gang med at ændre sig, men ikke alle er glade. Nogen vil gøre alt for at sætte Europas stærkeste kvinde skatmat. 

Da et chokerende rygte når slottets mure, er det om at handle rigtigt – blot én forkert handling vil kunne ødelægge alt. 

»Margrethe den første« er den ufortalte historie om en visionær kvinde, der stod i magtens absolutte centrum.

»Margrethe den første«.
»Margrethe den første«.
»Paw Patrol: Filmen«.
»Paw Patrol: Filmen«.

Paw Patrol: Filmen

Paw Patrol er klar til deres helt store opgave. Hvalpene Chase, Marshall, Skye, Rubble, Rocky og Zuma er altid klar til at rykke ud, når faren truer i det ellers ret fredelige Adventure Bay. 

I nabobyen Adventure City har de imidlertid valgt en ny borgmester, og Mayor Humdinger har nogle besynderlige og ofte farlige idéer. 

Den selvoptagne Humdinger er altid optaget af at tage sig godt ud i borgernes øjne, så han eksperimenterer med alt fra spektakulært (og farligt) fyrværkeri til en vejrrobot, der skal sikre evige solskinsdage i Adventure City. Men begge dele giver bagslag, og så må Paw Patrol alligevel komme til undsætning.

På missionen kommer Chase til at se sin fortid i øjnene for at kunne være den politihund, han er, og hele holdet bliver udfordret til deres yderste – men de får også nye venner som eksempelvis gravhunden Liberty. Hun har længe været fan af redningshundene og får nu chancen for at være det selv.

Det sidste brev fra din elsker

»Det sidste brev fra din elsker« er en dobbelte kærlighedshistorie om to stærke kvinder i hvert sit århundrede.

På den franske riviera i 60’erne møder vi den elegante Jennifer Stirling, hustruen til den rige og magtfulde mand Laurence. Hun trodser sin trygge, luksuriøse tilværelse og indleder en affære med en udenrigskorrespondent – men det husker hun ikke efter en tragisk ulykke. Hun finder dog en række kærlighedsbreve, som afslører hendes egen affære for sig selv, og dermed opdager hun også, hvem hun selv er.

»Det sidste brev fra din elsker«.
»Det sidste brev fra din elsker«.

I nutidens London genopdager den skarpe journalist Ellie Haworth den passionerede historie gennem de kærlighedsbreve, som en udenrigskorrespondent engang skrev til sin elskerinde. Hun bliver fuldstændig opslugt af brevene og vil have svar på hvem, kvinden var, og hvad, der skete med kærligheden for så mange år siden. Arkivaren Rory assisterer hende i jagten på svarene.

Filmen er baseret på Jojo Moyes’ bestseller, hvor historien om de to kvinder smelter sammen på trods af tidsforskellen.

»No Time To Die«.
»No Time To Die«.

No Time To Die

Agenten James Bond har forladt aktiv tjeneste og nyder det stille liv på Jamaica. Men freden slutter brat, da hans gamle ven Felix Leiter fra CIA dukker op og beder om hjælp.

Missionen handler om at redde en kidnappet forsker, men opgaven viser sig at være langt mere forræderisk, end ventet, da Bond kommer på sporet af en mystisk skurk bevæbnet med farlig, ny teknologi.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk