Film i Dragør Bio

»Ingen kender dagen« vises onsdag den 2. november kl. 20.

Den danske animationsfamiliefilm »Mugge og hans mærkelige hjerne« vises søndag den 6. november kl. 14.

Danmarkspremiere

Torsdag den 3. november kl. 20 er der premiere på den danske komedie »Fædre og mødre«. Filmen vises igen fredag den 4. og lørdag den 5. november kl. 20, søndag den 6. november kl. 16.30, mandag den 7. november kl. 20, tirsdag den 8. november kl. 14 (matiné), igen samme dag kl. 20 samt onsdag den 9. og torsdag den 10. november kl. 20. Filmen er en del af Biografklub Danmark.

»Ingen kender dagen«.
»Ingen kender dagen«.

Ingen kender dagen

En ægtemand, en læge, en hustru, en skoleelev og lille datter bliver i løbet af 24 timer konfronteret med en af tilværelsens skæbnesvangre skilleveje. I søgen efter kærlighed, identitet og et moralsk ståsted må de hver især satse det vigtigste, mennesket har mellem hinanden, nemlig tilliden. 

Men at det, at udvise tillid kan være sårbart og have konsekvenser, der på en og samme tid kan være både fatale, pinagtigt morsomme og sågar forbudte, ses tydeligt i filmen her.

»Ingen kender dagen« er skrevet af fem forskellige danske forfattere – Carsten Jensen, Niels Henning Krag Jensby, Kamilla Hega Holst, Martin Kongstad og Caroline Albertine Minor.

Mugge og hans mærkelige hjerne 

Første dag efter sommerferien skal eleverne på Basserup Kommuneskole til prøve. Og da den ellers så glade dreng, Mugge, viser sig at have en hjerne, der er så mærkelig, at hans svar får testcomputeren til at eksplodere, går hele systemet i panik. 

Mugge sendes omgående i specialklasse og spås en sort fremtid. Han beslutter sig derfor for at starte sin egen skole – en skole, hvor der er plads til børn med mærkelige hjerner. Skolen giver han navnet Friheden. 

Da Mugges bedste veninde, Sofia, samtidig begynder på den militante eliteskole Killer Instinct School System, glider de fra hinanden, og snart hænger deres venskab i en tynd tråd.

»Mugge og hans mærkelige hjerne«.
»Mugge og hans mærkelige hjerne«.

Konkurrencen »Kommunemesterskabet i skole« annonceres, og dermed optrappes Mugges og Sofias konflikt yderligere. Men da byen pludselig bliver truet af en hidtil uset trussel i form af en kæmpemæssig mutant af en lyserød puddel, og tvinges de to tidligere venner og deres skoler på trods af deres forskelligheder til at samarbejde, således byen kan reddes fra ødelæggelse.

Mugge og hans mærkelige hjerne er skrevet af Mikael Wulff og Pernille Bønløkke Toustrup og er instrueret af makkerparret -Wulffmorgenthaler, Mikael Wulff og Anders Morgenthaler, der også stod bag »Mugge og vejfesten« fra 2019.

»Fædre og mødre«.
»Fædre og mødre«.

Fædre og mødre

»Fædre og mødre« er en komedie om ægteparret Piv og Ulrik, som skal tilkæmpe sig en plads i forældregruppen i datterens nye klasse. 

Det bliver til mødet med forældreskaber med magtstrukturer og dominerende personligheder, der optræder i en institutionskultur af traditionsrige dagsordener, der har det med at glemme børnene og bringe det værste frem i de voksne. 

Det er ikke småting, Piv og Ulrik skal gøre for at blive anerkendt i forældregruppen – og ikke mindst at blive optaget i vinterbadeklubben. Men hvad er man ikke villig til at gøre for sit barn?

Filmen er Paprika Steens fjerde film som instruktør.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk