»Forårsoprydning« på Museum Amager

På museumsadministrationen i Store Magleby er man i fuld gang med en gennemgang af sin store genstandssamling

Af Anders Brøndsholm og Rasmus Mark Pedersen

Der er forår i luften, og med det kommer også den berygtede forårsrengøring. En kærkommen mulighed for at gå sine ting igennem og stille sig spørgsmålet: »Har jeg egentlig stadig brug for det her?«

Nogenlunde det samme har foregået hele vinteren og frem til nu på Museum Amager. Her er man i fuld gang med en gennemgang og oprydning af sin store samling. En proces, som museet har været igennem flere gange tidligere – og som er nødvendig.

Det forklarer museums-inspektør Christian Aagaard.

»Vi er velsignet af, at vi hele tiden løbende får genstande ind fra de lokale, ligesom vi også selv aktivt indsamler genstande til forskning og udstillinger,« siger han.

Derfor må der naturligvis også nogle gange ting ud, så der er plads til nye. 

Derudover er det også en god mulighed for, at museet reelt kan se hele sin samling og vurdere, hvorvidt genstandene stadig er relevante. En vigtig opgave, når man som Museum Amager har over 11.000 genstande på sine efterhånden pænt fyldte magasiner.

Museet har ikke helårs-åbent, og det udnytter man ved at bruge lukkeperioden på oprydning og vedligehold. På den måde er man helt klar til den 1. maj, hvor man igen slår dørene op for nye gæster til 2024-sæsonen.

Har det relevans?

Det er bestemt ikke kun hensynet til opbevaringsplads, som er årsagen til den store gennemgang. 

Christian Aagaard fortæller, at museet også har en pligt til løbende at gennemgå og opkvalificere sin samling.

»De danske museer har sine samlinger samlet i en national database, og den skal være søgbar for, at den også kan benyttes af andre end os selv. For eksempel til forskning,« forklarer han.

Tidligere var det sådan, at de enkelte museer oftest havde deres egne lokale databaser. Det betød bare, at andre museer og forskere ikke havde direkte adgang til samlingerne. Den digitale tidsalder har dog gjort det muligt med en fælles database.

Derfor ligger pligten for museet i løbende at sikre, at den database stemmer overens med deres faktiske samling og dermed kan bruges af andre fagfolk. 

Christian Aagaard påpeger derfor også, at en del af arbejdet består i at affotografere og offentliggøre genstandene, ligesom man også gennemgår og supplerer beskrivelserne af, hvad tingene egentlig er.

»Og så noget så basalt som bare at kigge på genstandene og vurdere, om det er noget, der overhovedet skal være i vores samling. Om der er en relevans for den lokale historie,« forklarer Christian Aagaard.

Han giver et eksempel med en støvleknægt, som for mange år siden var kommet ind i museets samling. Den viste sig at komme fra en helt anden landsdel, men var altså endt hos en familie på Amager, som var årsagen til, at Museum Amager fik den. 

»Den har, med det vi kender til den, ikke en direkte relevans for vores lokale kulturhistorie og er måske mere interessant for et museum, som dækker den pågældende egn. Det kan være sådan noget, vi kigger på,« siger han.

»Vi elsker det«

Tidligere har museet haft en strategi med at indsamle genstande meget bredt. Det har de dog i nyere tid været nødt til at gå væk fra. 

Hvor man f.eks. før godt kunne tage store samlinger af værktøj ind, så er strategien i dag en anden, hvor man kun tager omkring 20–30 nye genstande ind om året i alt.

»Hvis der kom nogen og tilbød mig en samling på 200 luge-skeer, så ville jeg nok takke nej til de 200. Men jeg ville måske udvælge en samling på ti af luge-skeerne, som var repræsentative og deri havde en værdi for museet. Det er noget, vi vurderer nøje fra sag til sag,« siger Christian Aagaard.

Han gør det dog også klart, at museet er enormt glade for, at folk kommer og tilbyder deres ting til samlingen, så de muligvis kan få et nyt liv i en fremtidig udstilling. De må dog ofte takke nej, da de enten selv har lignende genstande i forvejen, eller fordi der ikke er nok nedfældet forhistorie om genstanden – den såkaldte »proveniens«.

»Vi bliver tilbudt rigtig mange af de her Madam Blå emaljesæt, og vi kan bare ikke tage imod dem, fordi vi har så mange i forvejen,« siger han og fortsætter:

»Men vi takker altid folk for at have tænkt på os og håber, at de vil gøre det igen en anden gang. Vi elsker det jo og lever af det. Det har folk ofte en forståelse for.«

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Lang proces

Nu kan det måske lyde som om, at museet så bare smider de ting ud, som de vurderer, ikke er egnede til at indgå i museets samling. Sådan fungerer det dog ikke. Der er nemlig en lang proces, når museer vil skille sig af med genstande.

»Det er en lang og drøj vej, som man som museum – gudskelov – skal gå for at kunne udskille noget,« siger Christian Aagaard.

Når et museum får en ny genstand ind, hvad enten det er fra egen indsamling eller private personer, som kommer med tingene, så skal der udfyldes en såkaldt indkomstseddel. Det betyder, at genstanden juridisk er overdraget til museet, der så kan råde over den.

En vigtig pointe ifølge Christian Aagaard, da man som museum skal være sikker på, at der ikke pludselig kommer en person for at kræve en genstand fra samlingen tilbage.

»Vi tager aldrig imod genstande, som er klausuleret, fordi vi skal have den fulde råderet over dem. Det nytter ikke noget for museets samling, hvis folk pludselig kræver genstande tilbage,« siger han.

Når museet så har fundet de genstande, som de ikke længere vil have i sin samling, skal de først sendes ind til Slots- og Kulturstyrelsen, som skal godkende, at tingene må udskilles. 

Processen er dog ikke færdig endnu, selvom det bliver godkendt fra styrelsen.

Efter det er museet nemlig forpligtet til at sende en liste rundt med billeder og beskrivelser af genstandene til alle statsanerkendte museer i Danmark. Det er for, at de kan få muligheden for at vurdere, om genstandene kunne indgå i deres samling.

»Først derefter kan vi sige, at nu har vi afprøvet alle muligheder for at afsøge, om der er andre, som kunne være interesseret i de genstande. Derefter kan vi så kassere genstandene,« forklarer Christian Aagaard.

Og skulle man få tanken, at museet da burde forsøge at sælge genstandene i stedet for at kassere dem, så er der en god grund til, at de ikke gør det. Det må de slet ikke.

Christian Aagaard fortæller, at ingen museer må videresælge genstande fra deres samlinger. Så kan der nemlig komme en økonomisk motivation for at tage bestemte genstande ind, og det kan åbne for spekulationer. 

Pladsoptimering er fremtidssikring 

Ifølge Christian Aagaard så handler de store oprydninger om at fremtidssikre museet.

»Vi fortæller historien med udgangspunkt i fortiden, men vi skal også hele tiden sørge for at indsamle vores nutid, så vores samlinger også er aktuelle og relevante for vores efterfølgere om 100 år. Vil vi fortsætte med at have et museum, kræver det løbende oprydning, vurdering og opkvalificering af vores genstandssamling,« siger han. 

Museet har nemlig ikke kun fokus på »gamle ting«, som kan fortælle noget om lokalhistorien på Amager. De har også en opgave i løbende at indsamle vigtige genstande fra nutiden, som måske ikke er historisk relevante lige nu, men som kan blive det i fremtiden. 

Lige nu er man for eksempel i gang med at gøre klar til at indsamle genstande omkring bilindustrien på Englandsvej.

»Alle bilforhandlerne på Englandsvej er jo et lokalt særpræg. De ligger der stadig, og derfor er udstillingen om dem ikke relevant lige nu, men det er den måske i fremtiden. Derfor er det også min opgave at indsamle genstande, som mine efterfølgere i fremtiden kan bruge til en udstilling,« fortæller Christian Aagaard.

Så hvis man under sin egen forårsoprydning støder på en masse ting, som man ikke længere har brug for, så er det måske noget for Museum Amager. 

Det behøver nemlig ikke kun være ældgamle genstande. Men det skal trods alt fortælle en helt særlig historie om livet her på Amager.