Foredrag i Dragør Erhverv

Corporate Sustainability Reporting Directive

Onsdag den 13. december afholder Dragør Erhverv et medlemsarrangement med information om Corporate Sustainability Reporting Directive (CSRD) – et arrangement, der af Dragør Erhverv selv beskrives som værende årets julegave til de erhvervsdrivende i Dragør.

Mødet, der begynder kl. 19 i Dragør Golfklub, Kalvebodvej 100, vil handle om et nyt EU-direktiv, der stiller krav til virksomheders bæredygtighedsrapportering.

Loven, der træder i kraft i 2024, betyder, at virksomheder, der er børsnoteret og har mere end 500 ansatte, skal afrapportere omkring deres bæredygtighed på samme måde som en finansiel afrapportering.

Dragør Golfklub på Kalvebodvej er tirsdag den 5. december nydeligt klædt i sne. Foto: HAS.
Dragør Golfklub på Kalvebodvej er tirsdag den 5. december nydeligt klædt i sne. Foto: HAS.

CSRD bevirker således, at virksomhederne fremover skal have fokus på hvilke »bæredygtighedsfodspor«, de afsætter. Loven vil også få betydning for den lille leverandør med få ansatte. Fremover skal der nemlig også tænkes over, hvordan man skal forholde sig, hvis man ønsker at fortsætte med at være leverandør til de store virksomheder.

Dragør Erhverv har til arrangementet inviteret en specialkonsulent fra Erhvervshus Hovedstaden til at komme og fortælle om betydningen af de nye regler – og om hvad Dragørs erhvervsdrivende selv kan gøre for fortsat efter årsskiftet at kunne være leverandører til store virksomheder.

Mere omstilling

I Dragør Golfklub, der lægger lokaler til mødet, har man sat fokus på grøn omstilling. Man har nemlig fået lagt jordvarme ind på et stort område af sine baner. Denne grønne omstilling vil der også blive fortalt om denne aften.

Tilmelding påkrævet. Se mere i annoncen på side 2.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk