Forvirring om puljepenge

Kan man få tilskud til markedsføring af sit arrangement eller ej? Det har der været stor forvirring om op til uddelingen af penge fra kommunens arrangementspulje, og borgmesterens opfordring er blevet tilsidesat af forvaltningen

Af Rasmus Mark Pedersen

Borgmester Kenneth Gøtterup var relativt skråsikker, da han udtalte sig i Dragør Nyt for to måneder siden:

»Jeg synes, at man skal søge om at få tilskud til markedsføring også. Også selvom der står noget andet på hjemmesiden. Så må vi løse det praktiske i udvalget,« sagde han, da vi spurgte, hvordan ansøgerne skulle forholde sig.

En enig kommunalbestyrelse havde nemlig erkendt, at det var en fejl, at man ikke fik ændret tildelingskravene for kommunens arrangementspulje, da man nedlagde en særskilt pulje til markedsføring.

Det var meningen, at man skulle kunne søge om penge til markedsføring, men det fremgik altså stadig af kriterierne, at udgifter til markedsføring ikke var tilladt.

Derfor fik politikerne rådet bod på miseren på det seneste møde i Børne-, Fritids- og Kulturudvalget: Nu er markedsføring noget, som man godt kan søge tilskud til.

Dragør Museumsforening har søgt om midler til markedsføring af Skipperbyens Dag. Arkivoto: TorbenStender.
Dragør Museumsforening har søgt om midler til markedsføring af Skipperbyens Dag. Arkivoto: TorbenStender.

Problemet var bare, at der på samme møde skulle behandles ansøgninger fra en række arrangementer. Her havde det fremgået af kommunens hjemmeside, at der ikke kunne søges om penge til markedsføring, mens borgmesteren altså her i avisen havde sagt, at de burde søge om penge til markedsføring også.

Udvalget valgte – stik mod borgmesteren opfordring – at lade være med at tildele penge til markedsføringsaktiviteter. Dragør Kulturnat fik slet ingen penge, mens Dragør Museumsforening og Dragør Musik- og Kulturskole fik frataget de penge, de havde søgt til markedsføring.

Borgmester Kenneth Gøtterup skriver sådan her til os om forvirringen:

»Da jeg udtalte mig sidst om, at de skulle søge var det ud fra en min egen sundfornufts betragtning om, at der på samme møde ville blive ændret i reglerne. Her overhalede den forvaltningsretlige jura, og rådgivningen fra forvaltningen til udvalget var, at de nye kriterier først er gældende fra næste møde. Det kan virke bøvlet, men udvalget skal selvfølgelig følge reglerne,« forklarer borgmesteren.

De arrangementer, der ikke fik penge til markedsføring i denne omgang opfordres i stedet til at søge igen om penge til markedsføring den 1. maj, hvor der skal tildeles midler.

Og for at gøre ondt værre, så kommer musikskolen sandsynligvis i klemme og kommer til at mangle penge til markedsføring:

»Den ene af de foreninger – museet – der søgte, kan jo nå til næste ansøgningsrunde at søge igen. Desværre bliver det sværere for musikskolen, da ansøgningsfristen er 1. maj, og sagen først kommer på udvalgsmøde i juni måned,« skriver Kenneth Gøtterup til Dragør Nyt og fortsætter:

»Men samlet er jeg rigtig glad for, at alle partier stemte for, at man fremadrettet kan søge tilskud til markedsføring. Det giver gode muligheder for de kommende arrangementer.«

Spørgsmålet er så, om der er nok i kassen. I alt blev der uddelt 64.500 kr. af puljen, der sammenlagt udgør 181.855 kr. Tiden må vise sig, hvad der kommer af ansøgninger til nye arrangementer i de næste ansøgningsrunder.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk