Grøn Fredag

UngDragør sætter bæredygtighed og FN’s verdensmål på dagsordenen for børn og unge

Af Thomas Mose

På fredag, den 24. maj, kl. 14 –18 afholder UngDragør under navnet Grøn Fredag et stort arrangement fyldt med sjove aktiviteter på Elisenborg, Engvej 2.

Med støtte fra Danske Bank er dagen arrangeret i et initiativrigt samarbejde med UngDragør-klubbens børn og unge. Arrangementet er for alle; børn og unge møder op i takt med, at de får fri fra skole.

Dagens program

Hele arrangementet kredser om FN’s verdensmål, som er en plan og ambition for hele verdens udvikling frem til 2030. UngDragør har fokus på udvalgte verdensmål med bæredygtighed som omdrejningspunkt.

Programmet byder på aktiviteter, hvor man blandt andet kan lave sin egen smoothie på el-cykel eller smage på fremtidens fødevarer i form af insekter og larver.

Der vil være kassestabling, og børnene vil fremstille fuglekasser og anlægge udearealer med vilde blomster for at få bedre forståelse for vigtigheden af biodiversitet og naturbevarelse.

Under FN’s verdensmål nummer 12, ansvarligt forbrug og produktion, har UngDragør opført en kunstinstallation, der viser mængden af skrald i verdenshavene. En kunstner vil her vejlede børnene og de unge i at forme et fyrtårn af skrald og genbrugsmaterialer. Fyrtårnet skal symbolisere Dragør som byen ved havnen og havet. Når skulpturen er færdig, vil den kunne flyttes og udstilles på forskellige lokaliteter i Dragør.

Endelig vil der være musik og dans samt grøn skattejagt med et digtalt skattekort, som via en app på mobiltelefonen og en QR-kode guider børnene gennem skattejagten.

Arrangementet har deltagelse af borgmester Kenneth Gøtterup, formand for Børne-, Fritids- og Kulturudvalget Henrik L. Kjærsvold-Niclasen samt medlemmer af bestyrelsen for UngDragør.

Gratis adgang. Se også annoncen på side 10.

»Grøn Fredag« er afløser for Initiativprisen, som Dragør Gazellerne var de sidste der modtog. Arkivfoto.
»Grøn Fredag« er afløser for Initiativprisen, som Dragør Gazellerne var de sidste der modtog. Arkivfoto.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk