Johnny Svendsen.
Johnny Svendsen.
Stig Løvenkrands.
Stig Løvenkrands.

Havnegalleriet

I perioden fra fredag den 10. til onsdag den 15. september udstiller Johnny Svendsen og Stig Løvenkrands i Havnegalleriet, Strandlinien 17.

To gamle amagerdrenge med baggrund i håndværksfagene maler og elektriker er i deres livs efterår sprunget ud som kunstnere. De mødte hinanden ved et tilfælde gennem en donation til Udstillingscentret Ved Diget i Kastrup. Mødet skabte et nyt venskab og et samarbejde mellem de to kunstnere, og de skal nu for første gang sammen udstille deres kunst.

Begge kunstnere vil være til stede på udstillingen, hvor de gerne fortæller om deres kunst og kunsttricks.

Johnny Svendsen har maleriet som sin store interesse og maler som oftest figurativt. Han har øvet sig i mange år og har gerne benyttet sig af kendte kunstneres værker som udfordring og læring for udvikling af sin egen stil. Hans bidrag til udstillingen omfatter blandt andet værker af lokaliteter såsom Christianshavn, Nyhavn, gamle bydele i Dragør samt portrætter – og en del af dem er replikationer af malere såsom Paul Fischer, Vilhelm Hammershøi, Anna Ancher, Berthe Morisot, P. S. Krøyer og Th. Skovgaard m.fl.

Stig Løvenkrands er faldet for de keramiske skulpturer, og hans arbejder samt idéer udført i stentøjsler er oftest kommet fra en pludselig indskydelse eller en oplevelse. Skulpturerne spænder vidt, og der er næsten altid en kant eller en historie bag værket, der bliver formet, forglødet, glaseret og siden brændt enten konventionelt eller i raku-teknik. Det hænder også, at de keramiske værker kombineres med andre materialer, for eksempel træ eller sten.

Havnegalleriet har åbent alle dage i perioden kl. 11–19.

Gratis adgang.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk