Hemmeligheder fra fortiden 

Romanaktuelle Dines Bogø interesserer sig meget for Dragørs historie. Og han gemmer på hemmeligheder, der ikke må afsløres – endnu

Af Rasmus Mark Pedersen

Når mange personer første gang hører om en af Dines Bogøs store interesser, tror de for det meste, at de har hørt forkert.

»En af mine særlige interesser er kriminalsager i Danmark, som ikke må opklares. Så tror folk, at de hørte forkert, fordi jeg mente sager, der ikke kan opklares. Men den er god nok. Det er sager, som ikke må opklares,« fortæller Dines Bogø til Dragør Nyt.

Man tænker umiddelbart, at der ikke findes sådanne i Danmark, men Dines Bogø forsikrer, at den er god nok. 

Generelt har en interesse for historie fyldt meget gennem Dines Bogøs liv. Det gælder også lokalhistorien i Dragør, hvor han har boet i over 56 år. Han bliver nok aldrig helt færdig med byens fortællinger. Derfor har han også skrevet sin første skønlitterære bog, som netop tager udgangspunkt i et kapitel af Dragørs historie. Og den indbefatter både straffelejr, flugt til Sverige og hemmelige identiteter.

Dragørs lokalhistoriker

Dines Bogø flyttede permanent til Dragør i 1967. Det var egentlig ikke fordi, at byen eller området trak specielt meget i ham. Det var der dog noget andet, som gjorde. Han mødte sin kone, Lene, i 1962 på den daværende købmandsskole på Julius Thomsens Plads på Frederiksberg, og hun boede i Dragør.

»Lene har den opfattelse, at skal man bo nogle steder, så kan det kun være Dragør. Så hvis jeg ville bo sammen med hende – hvilket jeg selvfølgelig ville, så måtte jeg jo flytte til Dragør,« siger Dines Bogø.

Til at begynde med tænkte han ikke noget særligt om byen. Han var rent ud sagt lidt ligeglad med den. Det var Lene, som havde hans interesse.

Det er først senere, at han for alvor begyndte at nyde byen. »Hver gang jeg kommer ned til den gamle by og til havnen, så hygger jeg mig. Jeg skynder mig ikke og sørger altid for ikke at have for travlt. Jeg kan godt finde på at gå rundt og kigge lidt, selvom det er steder, jeg har set masser af gange før, fordi der dukker tit nye detaljer op,« fortæller Dines Bogø.

Med tiden begynder han også at interessere sig for Dragørs lokalhistorie. Det er nemlig noget, som altid har haft hans interesse.

»Jeg har altid været interesseret i de steder, hvor jeg befandt mig. Jeg var meget på ferie i Hundested, og så interesserede jeg mig for Hundesteds historie. Eller da jeg boede i Gentofte, hvor jeg var medlem af Historisk Forening,« siger han. Derfor var det meget naturligt for ham at dykke ned i Dragørs historie, da han flyttede hertil. 

I starten var de lokale lidt forundrede over, at han gik rundt og spurgte så meget ind, men han oplevede ofte, at folk gerne ville hjælpe ham videre.

Han begyndte at skrive sine første artikler om lokalhistorie til Dragør Nyt i 1988, og i starten af 90’erne meldte han sig ind i Dragør Museumsforening. Her var han medlem og kasserer i fire år, før han i 1995 stiftede en lokalhistorisk forening i Dragør.

»Jeg syntes, at der manglede noget mellem arkivfunktionen og museumsfunktionen, som vi har herude,« forklarer Dines Bogø, før han fortsætter: »I starten blev forening set som værende lidt overflødig, men nu har den da eksisteret i 28 år, og vi er i dag 560 medlemmer.«

Der var altså en interesse for lokalhistorie, som stak ud over bare Dines Bogø selv. Det er dog ikke altid lige nemt at lave lokalhistorie i et lille samfund.

Hemmeligheder

Et af de områder, som Dines Bogø særligt interesserede sig for, er besættelsestiden. Derfor dykkede han ned i det, og han oplevede heldigvis, at der var mange mennesker i byen, som gerne ville tale med ham om det.

Men når man har med et ømtåleligt emne at gøre, kan der være benspænd i et lille samfund, hvor mange kender hinanden. Derfor overvejer han nøje, hvad han fortæller, ligesom der er historier, som han først de senere år er begyndt at dele.

»Og der er stadig nogle ting, som det er for tidligt at fortælle om, selvom der er gået 75 år,« siger han.

Og spørger man Dines Bogø direkte, om der er hemmeligheder fra anden verdenskrig, han gemmer på, får man følgende svar: »Altså hemmeligheder og hemmeligheder. Jeg vil formulere det sådan, at jeg ved noget, som det er for tidligt at fortælle om endnu.«

Så kan spørgsmålet være, hvornår tiden så er inde til at dele dem? Her stoler Dines Bogø meget på sig selv og sin fornemmelse. Han tænker nemlig på, hvem historierne kan ramme.

»Det er en følelse. Jeg fortæller lidt efter lidt, når jeg vurderer, at det ikke kan genere nogen. Der findes jo efterkommere, og jeg er ikke interesseret i at genere dem,« siger han.

Det er nemlig seriøse kilder, som Dines Bogø har til sine historier om besættelsestiden i Dragør. Alt fra Gestapo-folk, som var ansat i byen, og danske politimænd til præster og fiskerne fra dengang.

»Mange af dem ville kun tale med mig under forudsætning af, at det aldrig nogensinde kan spores tilbage til dem,« forklarer han. 

Dines Bogø har dog altid noteret de mange udsagn og historier. De noter er samlet i et arkiv, som kun han har adgang til. Skulle det ske, at han, som han selv siger, »får en tagsten i hovedet«, så har han familiemedlemmer, som ved, hvordan de kan få adgang.

»Jeg har sørget for, at der er flere familiemedlemmer, som ved, hvor det ligger, og som også har en føling med, hvad der kan tåle at komme ud, og hvad der ikke kan,« forsikrer han.

Ikke som de andre

Da Dines Bogø var ung, ville han gerne være skolelærer. I dag er han dog glad for, at han valgte en bankuddannelse i stedet for. Han tror nemlig ikke, at han ville fungere godt i en moderne skole, hvor det kan føles som om, at eleverne styrer mere, end lærerne.

Det med at formidle viden og historier endte han dog alligevel med. Hans store arbejde med lokalhistorien i Dragør har betydet, at han gennem årene flittigt er blevet brugt som formidler.

»Jeg syntes, at jeg havde samlet så meget materiale, at det måske kunne være til glæde for andre at høre om,« fortæller han.

Og han opdagede også, at andre gerne ville høre ham fortælle om Dragørs historie. 

Et eksempel, han hiver frem, er en lokal grundejerforening. De havde lidt problemer med at få medlemmerne til at dukke op til deres generalforsamlinger.

Dines Bogø havde før fortalt historier om den grundejerforening og vidste ting, som andre ikke vidste. Så de fandt på at få ham til at komme og holde et lille oplæg til møderne for at lokke medlemmerne til at dukke op.

»Og det har jeg nu gjort utallige gange,« oplyser Dines Bogø.

Han formidler også sin store viden videre gennem byvandringer til interesserede i Dragørs historie. Og her skiller han sig ud fra mange af de andre, som også tilbyder byvandringer.

»Jeg fortæller nogle andre historier, som er lidt mere lokalt prægede og underforstået, så man skal vide lidt om området i forvejen. Det duer ikke til en gruppe fra Jylland, som hellere vil have den gængse historie om Dragør. Så siger jeg til dem, at de hellere skal bruge en af de andre guider i byen,« siger han.

Dines Bogø har også skrevet mange bøger, og han har netop udgivet sin første skønlitterære roman, som alligevel ikke udelukkende er skønlitterær.

Straffelejr, flugt og hemmeligheder

Her er det vigtigt at lægge vægt på den første skønlitterære bog. Dines Bogø har nemlig skrevet eller bidraget til over 40 fagbøger gennem årene. 

Hans første bog inden for skønlitteraturen »Fra Østpreussen til Amager« bygger dog på den virkelige Hildegard Jordans liv, og derfor er det meget små dele af bogen, som er fiktion.

»Hele hendes historie er rigtig, og så har jeg tilladt mig at indskrive en fiktiv kriminalbetjent, som hjælper hende til Sverige,« forklarer forfatteren.

17-årige Hildegard Jordan kom til Dragør som tysk flygtning mod slutningen af anden verdenskrig, hvor hun blev anbragt i en af de mange flygtningelejre, der var på Sydamager. 

Hendes historie indeholder blandt andet en uheldig graviditet, straffelejr, flugt til Sverige og hemmelige identiteter.

Resten kan læses i bogen, men Hildegaard Jordan ender med at komme tilbage til Amager for at stifte familie. Hun får to børn, som lever den dag i dag.

»De var begge to med til receptionen, da bogen blev udgivet. De var meget overraskede over, hvor mange der dukkede op, og var begge meget glade for bogen,« siger Dines Bogø.

Han har under hele skriveprocessen konfereret med efterkommerne, så der ikke kom til at stå noget forkert i bogen – og ej heller noget, som de ikke kunne acceptere.

Hvad der bliver Dines Bogøs næste projekt, ved han ikke helt endnu, men interessen for Dragørs historie holder ham stadig i gang.