Rudolf Christiansen – alias »Hestetyven«.
Rudolf Christiansen – alias »Hestetyven«.

»Hestetyven«

Foredrag om et uhyggeligt kapitel fra besættelsestiden

Onsdag den 6. marts kl. 13.30 holder Dines Bogø i Festsalen i Dragørs Aktivitetshus foredrag om spionen Rudolf Christiansen, også kaldet »Hestetyven«.

Rudolf Christiansen, der anses som formentlig Danmarks mest kendte spion og stikker, huserede i flere omgange i Dragør. Og i forbindelse med besættelsestiden solgte han oplysninger om kommunister til både Gestapo og Dansk Sikkerhedspoliti.

Dines Bogø vil som altid berette levende og altså denne gang om manden og dennes utrolige historie. Spionens egen søn blev kommunistisk sabotør – fanget og henrettet i december 1943. Rudolf Christiansen sagde, at det var sønnens egen skyld, og ville ikke gå i forbøn for ham.

Blandt de øvrige meritter er historien om, hvordan spionens datter (som er født i Dragør) engang kontaktede ham – og han forsøgte at voldtage hende. Hvordan han hele to gange stak af med alle pengene, så efterladte hustruer ikke havde en øre tilbage.

Om hans tredje hustru med navnet Hjørdis fortælles det, at hun måtte ty til at brænde dørkarme og dørtrin for at få varme. Hun blev overfaldet den 5. maj 1945 – og blev i Nyby udsat for en fingeret henrettelse af nogle »helte«.

Foredraget bliver vanen tro suppleret med et righoldigt udvalg af billeder fra tiden.

Entré. Se også annoncen på side 2.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk