Asger Villemoes Nielsen.
Asger Villemoes Nielsen.

Kommunens nummer to er blevet fyret

Velfærdsdirektør Asger Villemoes Nielsen har haft sin sidste dag på Dragør Rådhus. Dragør Nyt har talt med flere kilder på rådhuset for at få forklaringen på fyringen, og den bunder ikke i en skandale

Af Rasmus Mark Pedersen

Det var en yderst kortfattet meddelelse, der blev sendt ud fra Dragør Rådhus fredag aften:

»Ny profil til Direktionen.
Et flertal i Økonomiudvalget besluttede torsdag den 22. februar 2024 at indlede en proces for at tilknytte en ny profil til kommunens administrative topledelse.
Økonomiudvalget har besluttet at indstille til Dragør Kommunalbestyrelse, at samarbejdet med direktør Asger Villemoes Nielsen ophører. Baggrunden er et ønske om at tilknytte en anden profil i stillingen. Dragør Kommune takker for samarbejdet årene igennem.
Direktøren har hidtil varetaget det administrative ansvar på områderne Børn, Skole og Kultur, Borgerservice, Ydelses- og Socialservice samt It og Digitalisering.«

Meddelelsen kom umiddelbart efter, at Økonomiudvalget skulle behandle et forslag til en ny organisering af Dragør Kommunes administration. Men ifølge kilder på rådhuset som Dragør Nyt har talt med, så har de to beslutninger ikke noget med hinanden at gøre.

Der er heller ikke tale om en fyring, som bunder i, at den tidligere direktør har handlet uagtsomt i forbindelse med eksempelvis økonomi eller medarbejdere. Den korte meddelelse dækker altså ikke over mere end det, der står: Man ønsker en ny profil med nogle andre kompetencer i den pågældende stilling.

Ikke enighed

Asger Villemoes Nielsen har hidtil haft titel af velfærdsdirektør og har været i jobbet i små fem år. 

Før det var han skoleleder på Store Magleby Skole i knap tre år, og tidligere har han haft større job i Region Hovedstaden, Albertslund Kommune og uddannelsesinstitutionen Metropol.

Det var ikke alle i Økonomiudvalget, der var enige i beslutningen. Konstitueringspartierne i Socialdemokratiet, Venstre og Konservative stemte sammen, mens liste T var imod. Sydamagerlisten stemte blankt, og Moderaterne har ikke plads i udvalget.

Rent praktisk er arbejdsgangen herfra således, at det stadig udestår, hvorvidt direktøren skal have en afskedigelse eller en aftale om fratrædelse. Økonomiudvalget har alene sagt ja til at starte en forhandling om en fratrædelse, men i praksis forventer ingen, at han vil komme tilbage i stillingen. Det skal præciseres, at der netop ikke er tale om en bortvisning.

Meddelelsen fra rådhuset er således formuleret både afmålt og definitivt, hvori man   får takket Asger Villemoes Nielsen for dennes indsats.

Herfra vil han og kommunen skulle forhandle om, hvorvidt opsigelsen sker efter gensidig aftale eller ej – sandsynligvis med hjælp fra den tidligere direktørs fagforening. Derfor vides det i skrivende stund ikke, hvor mange måneders løn der følger med ud ad døren.

Der lægges fra administrationens side op til, at stillingen skal genbesættes.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk