Mindeord:

Ved Bruno Pedersens død

Det var med stor sorg, at vi mandag den 8. april modtog meddelelse om, at Bruno Pedersen var afgået ved døden samme morgen efter de senere års svigtende helbred.

Mit kendskab til Bruno og Solveig skriver sig tilbage til 1969–1970, hvor vi var så heldige at kunne erhverve os hver vores byggegrund på den vej, der siden kom til at hedde Hvidtjørnen.

Som unge familier kom  vi rigtig tæt på hinanden i et dejligt nybyggersamvær. Det gjaldt både vores engagement i hinandens byggeprojekter, men også i det forhold, at vi havde jævnaldrende børn. Jeg husker, at vi på et tidspunkt på vores lille stikvej havde ti børn – børn, der i øvrigt alle var piger.

Hertil kom, at vi holdt mange hyggelige fester og selvfølgelig deltog i hinandens runde mærkedage.

Bruno startede sin erhvervskarriere ved politiet, men kastede sig efterfølgende over lærerstudiet og blev siden en mangeårig meget afholdt lærer på Dragør Skole. 

Trods efterhånden mange års pensionering er jeg af den opfattelse, at mange tidligere elever på skolen fortsat husker Bruno for hans pædagogiske arbejde og – ikke mindst – hans arbejde med det sociale element i gerningen som lærer. 

Bruno var altid humørskabende med sin uundværlige harmonika, som han også diverterede med ved talrige arrangementer i vores dejlige by. 

Særligt mindes jeg ham ved min egen runde fødselsdag for nogle år siden, hvor Bruno delagtiggjorde de udefrakommende gæster i vores lokale sangskat i Dragør.

Alle, der kendte Bruno, vil være enig med mig i, at Bruno var et elskeligt og fint menneske med alt, hvad disse ord kan rumme.

Mine og Birthes tanker går til Solveig og Mette, der har mistet en mangeårig dejlig ægtefælle og far.

Æret være Brunos minde.
Leif Larsen
Hvidtjørnen 25