Mit Dragør:

Dansen gennem Dragør

Arne Kindler har danset med sin hustru, siden de var børn. Deres pardans har ført til en stor indsats for Dragør Boldklub, men i dag er han optaget af ældres rettigheder i kommunen – han ønsker nemlig at gøre en forskel

Af Anders Brøndsholm og Rasmus Mark Pedersen

»Jeg kan ikke blive smidt ud, for jeg er blevet æresmedlem. Eller måske hvis jeg ikke opfører mig ordentligt, men jeg melder mig i hvert fald ikke ud,« fortæller Arne Kindler afbrudt af et stort grin.

Han er ved at fortælle om sit medlemskab af Dragør Boldklub, hvor han i dag er æresmedlem efter sit mangeårige engagement i klubben. Arne Kindler er nemlig en af de lokale ildsjæle, som alle små samfund har brug for.

Han elsker at bruge sine kræfter og indflydelse de steder, hvor han kan gøre en forskel. Sådan har det nærmest altid været. Det nød Dragør Boldklub i mange år godt af, men det har også ført til, at han for nylig kunne kalde sig den nye formand for Dragør Ældreråd.

Det hverv er ikke tilfældigt. Arne Kindler ser nemlig store udfordringer for kommunen på dette område i en nær fremtid.

Men det vender vi tilbage til.

»Helt Matador-agtigt«

Selvom Arne Kindler ikke er født eller opvokset i Dragør, så har han altid haft en forbindelse til byen.

Han er ud af det, han selv beskriver som en »Dragør-familie«. Han blev født på Frederiksberg i 1953 og voksede op på Østerbro. Hans forældre havde allerede et sommerhus i Dragør, da han kom til verden, og på grund af sin storebror var han hvert år sommergæst i byen.

»Min storebror havde nogle vejrtrækningsproblemer, og selvom lægen ikke kunne sige, hvad han præcist fejlede, så mente han, det ville hjælpe, hvis han flyttede ud nær vandet om sommeren. Så det gjorde vi,« fortæller Arne Kindler.

Senere flyttede han som sagt rigtigt til Dragør, men det kommer vi til. Vi skal nemlig lige have det hele med.

Arne Kindler mødte allerede som 11-årig pigen, der siden blev hans forlovede. Også hun voksede op på Østerbro, hvor de mødte hinanden gennem dans.

»Det var helt Matador-agtigt, hvor pigerne gik ind langs den ene væg, og drengene langs den anden væg. Så stod man overfor hinanden og nejede og bukkede, og så kunne herrerne gå over til den, som de gerne ville danse med,« fortæller Arne Kindler.

Til at begynde med gik de to slet ikke på samme hold, men de havde danset sammen før. Arne Kindler havde nemlig hjulpet til på hendes hold, da de var for få drenge i forhold til piger. De kendte derfor hinanden, da hun en dag blev rykket op på hans hold, og det medførte lidt af et dilemma.

»Nu stod jeg pludselig langs væggen overfor to damer og tænkte, hvad skal jeg gøre? Men jeg vidste godt hvem, der var den bedste danser, og hvem, jeg helst ville danse med,« fortæller Arne Kindler med et smil på læben. Og pigen var Kirsten Bendix.

Tilfældighedens vej

Sådan gik det til, at de to blev dansepartnere, og da de blev ældre og begyndte at gå til ungdomsfester, kom de til at se mere og mere til hinanden. Det hele kulminerede, da de blev forlovet. De var 18 år gamle og gik på gymnasiet.

Og det er i forbindelse med deres forlovelse, at Dragør kommer ind i billedet. Selvom de begge boede på Østerbro, så havde Arne Kindlers farmor et sommerhus i Dragør. Da han bliver student, spørger han farmoren, om han og hans forlovede må flytte ud i hendes sommerhus.

»Og det måtte vi gerne. Vi skulle bare sørge for, at der var en seng, hvis hun ville ud i huset og holde weekend,« siger Arne Kindler, før han dog pointerer: »Jeg tror dog kun, hun var der på besøg en fem gange de første par år.«

Det første år boede de der kun henover sommeren, fordi Arne Kindler efterfølgende skulle ind og aftjene sin værnepligt. Året efter, i 1975, kunne de dog rigtigt flytte derud. De fik tre børn og fik etableret sig som en familie.

»Det var ikke sådan, at vi tænkte meget over, hvor vi gerne ville bo. Det handlede nok om, at vi var unge mennesker, og her var der et ledigt hus, som var billigt. Vi betalte husleje, men ikke det helt store,« fortæller han.

Det blev dog hurtigt mere permanent, da Arne Kindlers farmor døde i 1984, og de pludseligt skulle finde ud af, hvad de ville med huset. På det tidspunkt havde de allerede fået deres første søn – og den næste var på vej.

»Der bliver vi stillet over for et ultimatum på et tidspunkt, hvor vi havde et lille barn og endnu en på trapperne. Det endte med, at vi fik lov til at købe huset af familien og søskende til en vurdering og rente, som vi dårligt kunne betale. Det var jo lige op til kartoffelkuren,« siger han.

Kærligheden til Dragør

Familien, som nu var blevet udvidet til fem, blev boede i huset indtil 1998, hvor de flyttede til et andet hus i Dragør. Det er her, han og konen stadig bor den dag i dag.

Og selvom vejen til Dragør måske var en smule tilfældig, så er Arne Kindler utroligt glad for at bo i byen. Og spørger man ham, hvorfor Dragør er noget særligt, så er han ikke i tvivl.

»Der er på mange måder et utroligt rigt liv i byen. Mange personer med store menneskelige ressourcer, som de formår at bruge på en måde, hvor andre i byen kan få glæde af dem,« siger han.

Frivillighed er en af byens helt store styrker, pointerer han. Der er så mange foreninger og klubber med så mange ildsjæle i den forholdsvis lille kommune, og det skaber et rigt idræts-, kultur-, og fritidsliv – hvad end man er til fodbold, sangkor eller dans.

»Altså vi er en bitte, lille kommune. Jeg kan ikke helt rækkefølgen, men vi er tæt på at være en af de fem mindste kommuner i landet, men det kan vi også vende til en fordel,« forklarer Arne Kindler.

Her tænker han særligt på en situation, hvor han i kommunalt regi som en del af et foredrag overværede en præsentation fra foreningen Cykling uden alder. Heri indgik der et billede af et ældre ægtepar.

»Og dem kendte jeg. Og ikke nok med det, så kender jeg også deres børn. Og deres børnebørn. Og jeg ved, at de lige har fået oldebørn, men dem kender jeg så ikke,« siger Arne Kindler, mens han griner.

Følelsen af at mange kender hinanden i byen og kommer hinanden ved ser Arne Kindler som en stor fordel. Men han har også prøvet, at det nogle gange kunne være en ulempe. Og her skal vi tilbage til hans storhedstid i Dragør Boldklub.

»Jeg startede i klubben, da min søn som femårig begyndte at spille fodbold. Han fylder 43 år lige om lidt, så det er efterhånden en del år siden,« oplyser han.

Og det er fra dengang, Arne Kindler finder et eksempel, hvor det faktum, at alle kender alle, kan give en noget at tænke over. Naturligt fik han med tiden også noget at gøre med de unge mennesker, som spillede fodbold i klubben, ligesom han også ofte kom til at kende forældrene.

Her kunne forældrene godt finde på at komme hen til ham og sige: »Du skal endelig sige til mig, hvis min søn drikker eller ryger.«

»Men det tror jeg ikke, jeg gør. Jeg snakker nok med ham, og hvis han er meget ramponeret, så følger jeg ham også pænt hjem. Så kan han selv have et forklaringsproblem dagen efter,« forklarer Arne Kindler.

Han mener, at man på den måde viser de unge respekt. Og når man gør det, så gør de unge også ofte det den anden vej. Generelt tænker Arne Kindler tilbage på sine mange år i boldklubben med et smil.

»Når jeg kommer i klubben nu og møder de børn, som i dag spiller fodbold, så kan jeg jo genkende mange af deres forældre – for dem har jeg selv trænet,« fortæller han.

En af de største udfordringer for Dragør

Arne Kindlers mangeårige engagement i fodboldklubben skyldes på mange måder, at han ikke kan lade være. Han har altid gerne villet være der, hvor han kunne gøre en positiv forskel, og har troet på, at han kan bidrage med noget.

»Jeg har altid været interesseret i at gøre en forskel dér, hvor jeg var i nuet. Hvad end det så var i vuggestuen, børnehaven, forældrebestyrelse eller i fodboldklubben. Jeg syntes, jeg kunne gøre en forskel ved at gøre min indflydelse gældende,« forklarer han.

I dag har Arne Kindler af naturlige årsager ikke meget at gøre med hverken vuggestuer eller børnehaver. Heller ikke boldklubben tager så stor en del af hans tid, som den gjorde engang. Han er pensioneret, og derfor er der et andet sted, som er oplagt at lægge en indsats i.

Den første januar i år ved en rekonstituering i Dragør Kommunes Ældreråd blev han formand. 

Ældrerådet er altså på mange måder blot endnu et sted i Arne Kindlers liv, hvor han har muligheden for at gøre en forskel. Og han har da også en klar idé om, hvad Ældrerådets opgave er.

»Vores opgave i første omgang er at være en vogter over for politikerne for de ældre i kommunen. Hvad end det så er i form af en vagthund eller en grå eminence, som ligesom i tegnefilmene sidder på skulderen af dem,« forklarer formanden.

Han mener i øvrigt, at en af de største udfordringer for kommunen handler om, hvorvidt de på sigt kan tilbyde den samme service til de ældre, som de kan i dag. Det er nemlig et faktum, at der bliver flere og flere ældre, uden at der nødvendigvis følger flere hænder og kroner med.

Han fortæller, at politikerne i byrådet ofte henviser til landspolitikken. At de ikke kan gøre noget ude i kommunerne, før de på Christiansborg har ændret rammerne. Det er der måske lidt sandhed i, men for Arne Kindler handler det også om at se på, hvad man selv kan gøre.

»Det er ikke fordi, at jeg har de vise løsninger, men vi er nødt til at finde ud af, hvordan vi kan gøre tingene anderledes,« siger formanden.

Der er altså nok arbejde for den nye formand og for Ældrerådet. Og selvom man måske ikke kan få Arne Kindler til helt at indrømme det, så kan det være, at det passer ham godt. For så kan han gøre det, som han så længe i alle mulige former har gjort og stadig gør – en forskel.