Mit Dragør:

Tilflytteren, der blev en del af byen

Af Rasmus Mark Pedersen

Curlingfar, grundejerforeningsformand og kulturnatsstifter Kim Dupont kan ikke lade være med at blande sig i sit lokalmiljø. 

Vi fortæller her hans historie – om hvordan han forelskede sig i byen, og om hvordan han vil bevare byens særlige ånd.

Fra Vestegnen

Kim Dupont er egentlig fra Hvidovre. Opvokset i miljøet omkring Hvidovre skøjtehal, hvor hele familien har været involveret i den lokale curlingklubs liv. Hvor hans børn lærte spillet og for alvor slog Dupont-dynastiet fast som ikke bare Danmarks, men Europas bedste curlingspillere.

Derfor lå det ikke lige i kortene, at Kim Dupont og konen Gitte skulle væk hjemmefra. Men det var sådan, curlingforældrene følte det dengang for 15 år siden, da de første gang begyndte at overveje, om Hvidovre var det rigtige sted at blive gamle. 

Det er historien om at være et par fra Vestegnen, der havde brug for en forandring, og som finder sit hjem i Dragør. For da børnene var flyttet hjemmefra i en relativt tidlig alder, så følte parret, at det også var tid til at komme væk: »Vi kunne egentlig også godt tænke os at se noget andet. Det havde vi kunnet i lang tid, men altså for børnenes skyld var vi blevet der,« forklarer Kim Dupont.

Først kiggede de oppe i Lyngby, men det, der var indenfor deres rækkevidde, var også indenfor rækkevidde af en larmende motorvej.

Derfor fangede Dragør Kim Duponts interesse med sin unikke blanding af natur, vand og nærhed til København. Han beskriver sin første oplevelse af byen: »På et tidspunkt sagde jeg til Gitte: ’Altså var det ikke værd at kigge på Dragør, fordi der skulle være smadderhyggeligt’. Men hun kunne ikke se sig selv bo på Amager,« fortæller han i et stort grin.

Derfra begyndte Kims langsomme overtalelse af Gitte. De besøgte byen nogle gange, og en af børnenes svigerfamilie boede også i byen. Så det blev til nogle ture ud for at kigge på området. 

Lige så stille fik Gitte da også set herlighederne i Dragør. Og måske var byen også lidt anderledes end hendes Amager-fordomme. Specielt da de ser, hvordan vejene på nord ikke nødvendigvis ligner klassiske villaveje, men med sine manglende fortove og grønne rabatter ligner et sommerhusområde.

Valget af deres nye hjem i Dragør var i gang. De kiggede på en del forskellige huse og var egentlig også ved at skrive under på købet af et, men så ville en mægler lige vise dem et sidste hus. 

Kim Dupont husker tydeligt den dag, de var forbi på rundvisning: »Vi gik og kiggede rundt. Så kiggede vi på hinanden. Og efter fem minutter, så sagde vi: ‘Ja, det er bare det, det skal være’.«

Det er 12 år siden i dag, og i mellemtiden har Kim Dupont fået markeret sig i byen.

Interesse for lokalhistorie

For det at være tilflyttere i Dragør har ikke været et problem for Kim og Gitte Dupont. De omfavner det som en del af deres identitet: »Vi bor her, fordi vi har valgt at bo her. Vi har fravalgt alt muligt andet, og valgt det her aktivt til,« forklarer den stolte tilflytter.

Sammen med sin kone var de meget bevidste om ikke bare at blive bag hækken og have nedrullede gardiner, men møde sine naboer. Derfor har de taget aktivt del i grundejerforeningen, som Kim Dupont i dag er formand for, og sørget for at passe naboernes blomster, mens de er på ferie.

»Vi er gode til at være os alene, Gitte og jeg, men vi er bedre til at være alene sammen med andre. Hvor der er vist et socialt liv, og hvor man kan sige hej til naboen,« fortæller Dupont og fremhæver, hvordan de nære relationer kan blomstre i en lille by som Dragør, hvor folk kender og passer på hinanden.

En anden metode parret har brugt til at lære Dragør at kende, er at sætte sig ind i byens historie. For ligesom årets familieferie gik til Italien, hvor de historiske monumenter blev besøgt, så er Kim og Gitte også begyndt at lære alle historierne om Dragørs huse at kende.

Han beskriver, hvordan han og hans familie kan lide at gå på opdagelse i byen, at finde de steder, »som man normalt ikke ser«. Og så er det sjovt at deltage i historiske ture, hvor der forklares om de enkelte bygninger, så de får deres nærområde sat ind i en sammenhæng. 

»Vi kan rigtig godt lide historie, så derfor går vi ofte med på nogle forskellige ture for eksempel med Dines Bogø. Han laver nogle fantastiske ture og kan sindssygt mange historier,« forklarer Kim Dupont.

Den historiske interesse forsøger han også med større og mindre held at give videre til sine børn og børnebørn. 

»Vi kan rigtig godt lide at lave noget med dem – også her i lokalmiljøet – så de får en forankring og et fundament i det lokale og kan vokse op med en stolthed om, at det er her jeg kommer fra,« forklarer han.

Lokalt engagement

Kim Dupont valgte også ret tidligt at engagere sig i Dragørs politiske liv. I dag er han formand for grundejerforeningen på Nordstranden. 

Tidligere var han i fire år valgt til kommunalbestyrelsen for Venstre. Derfor er det også meget naturligt for ham at engagere sig i mange lokale sager.

»Jeg tror, at det er en fordel, som tilflytter hertil – såvel som til alle mulige andre steder – at man på en eller anden måde involverer sig i det lokale liv,« siger han og understreger, at involvering ikke blot handler om at deltage i møder, men også om at være en del af de sociale netværk, som styrker byens sammenhold.

Et eksempel på det kom i 2018, hvor Kim Dupont fik en kvik idé: Hvorfor laver vi ikke sådan en kulturnat som den, de har i København? 

Det fik ham til at spørge rundt, og da han først havde lagt sig fast på en dato, så myldrede det frem med frivillige kræfter, der gerne ville gøre noget ud af Dragørs Kulturnat. 

For Kim var præmissen klar fra starten. Arrangementet skulle være gratis, frivilligt, og åbent for alle. 

»Dem, der har lyst til at byde ind med noget, er velkomne til at byde ind med noget. Og de kan byde ind med, hvad de vil. Der skal ikke være nogen smagsdommere,« forklarer han.

Derfor er den første kulturnatsaften da også det øjeblik, hvor han følte sig allermest hjemme i Dragør. Turen ned ad Kongevejen med glade mennesker til alle sider: »Folk de sad ude på caféerne og fik en Aperol, og hyggede sig, og jeg kunne rigtig mærke, at det summede i byen. Det her er ligesom at gå rundt dernede i syden, hvor folk bare er ude og hygger sig,« siger han med en slet skjult stolthed.

Den aften gik han i seng med »smil fra øre til øre«, og en følelse af, at han havde været med til at skabe noget virkelig særligt for byen.

Ingen discount

Men Kim Duponts kærlighed til Dragør er ikke uden bekymringer. 

Egentlig skulle interviewet ikke handle så meget om politik. Men når snakken falder på, hvad han ikke er så glad for, og hvad han gerne vil have, var bedre, så kan den tidligere lokalpolitiker ikke lade være med at tænke over, hvilken vej byen er på vej hen. 

Han bemærker en »kedelig tendens« til nedskæringer – specielt på det kulturelle område – og en voksende interesse for det, han kalder »discountmodeller« i kommunen.

»Man køber ikke et dyrt hus i Dragør for at få en discountmodel, hvor der bliver skåret ned på ens, f.eks. ældres velfærd, eller ens børns velfærd i institutioner og skoler,« påpeger han. 

Dragør skal ifølge ham kunne noget andet og mere, for ellers vil det have langsigtede, negative konsekvenser for byen.

Kim Dupont frygter, at nedskæringer kan skræmme folk væk, og han understreger vigtigheden af, at kommunen tiltrækker »ressourcestærke borgere«, som kan bidrage positivt til samfundet.

Derfor er det også vigtigt for ham at se på, hvad det er for en by, vi gerne vil have i fremtiden. Han deler sine visioner for fremtidens Dragør og reflekterer over, hvad der skal til for at gøre byen endnu bedre: »Hvad er vi gode til? Hvordan kan vi udvikle det, vi er gode til?« spørger han, og fremhæver behovet for en klar og fokuseret vision, der går ud over »detaljeryderi« og »regler for reglerne«.

Han opfordrer til at tænke over, hvad byen ønsker at være kendt for, og hvordan den kan differentiere sig fra andre kommuner. En klar vision, mener han, kan inspirere borgere, erhvervsliv, og politikere til at arbejde sammen om at forme fremtidens Dragør.

For ham er der et klart valg i at lade Dragør udmærke sig som en kommune, hvor der er råd til lidt mere, end der er andre steder.

Den vision bunder ifølge ham i stolthed og en stærk fornemmelse af selvstændighed. Han håber, at kommunen ikke afgiver sin selvbestemmelsesret for små økonomiske gevinster.

»For så er det lige pludselig ikke os, der bestemmer, hvilke skoler og institutioner, der skal være åbne og lukkede, og det er ikke os, der bestemmer, hvordan vores ældrepleje skal være,« siger han.

Så selvom vi havde lovet, at vi for det meste ikke skulle tale politik, så tittede kommunalpolitikeren alligevel en anelse frem.