»Så mødte jeg en, som jeg blev forelsket i, og efter jeg tog tilbage til London, tænkte jeg, at jeg ligeså godt kunne flytte til Danmark, for det så da meget dejligt ud,« fortæller Sue Irmov.
Hun flyttede derfor permanent til Danmark i 1980, hvor hun blev gift med sin mand Kim Irmov.
De fik tre børn sammen, og i dag er de også velsignet med fem børnebørn, som alle bor på Amager. Noget hun nyder meget.
Sue Irmov har boet i Søvang i stort set hele hendes tid i Danmark. I 1981 flyttede hun til den lille, hyggelige by med sin mand, og det er ikke tilfældigt, at hun er blevet boende i så mange år.
»Mit hjerte ligger i Søvang. Hvis jeg vil gå eller løbe en tur, så kan jeg vælge imellem Fasanskoven, golfbanen eller en tur langs stranden. Jeg kan se rådyr på marken hver eneste morgen. Det er en fantastisk by at bo i,« fortæller hun.
Sue Irmovs kærlighed til Søvang er ikke kun i naturen og omgivelserne. Hun elsker sammenholdet i byen, som betyder så meget for hende. Her nævner hun for eksempel den årlige vejfest eller byens skønne badebro.
»Og så betyder vores gamle mødregruppe også meget for mig. Jeg blev gravid i 1983 og fandt sammen med de andre lokale mødre, som fødte samtidigt. Her 40 år senere holder vi stadig sammen,« fortæller Sue Irmov.
Selvom der ikke er tvivl om, at Sue Irmovs hjerte for altid vil ligge i Søvang, så fortæller hun, hvordan hun i den grad har fået øjnene op for Dragør, efter hun er blevet pensioneret.
»Der er så mange gode tilbud og aktiviteter til pensionerede i Dragør. Jeg har lært rigtig mange mennesker at kende gennem dem,« siger hun.
Hun kender efterhånden Dragør ud og ind efter mange gåture rundt i byen, og når hun har besøg af venner og familie fra udlandet, så har hun altid hellere villet vise dem Dragør end København.
»Jeg synes, det er en af de mest charmerende byer i Danmark, og jeg er altid stolt af at vise den frem til folk,« siger hun.
Familien langt væk
Stoltheden er også en af grundene til, at Sue Irmov nu vil have papir på, at hun er dansk. Selvfølgelig udover det faktum, at hele hendes familie her i Danmark alle er danske statsborgere.
For hende er der en stolthed i at være dansk.
Spørger man hende om, hvad denne stolthed bygger på, tænker hun over, hvordan hun bedst kan forklare det. Hun giver et eksempel, der stammer fra at være ude at rejse og møde nye mennesker.
»Når folk så spørger, hvor jeg er fra, så siger jeg altid Danmark og ikke England. Folk er også tit meget interesserede i at høre om Danmark, og det kan jeg godt lide at fortælle om,« siger hun.
Sue Irmov har altså i mange år følt sig som dansker, og man kan jo derfor tænke over, hvorfor det netop er nu, at hun officielt vælger at blive statsborger. Det er der dog en helt særlig grund til, som handler om, at det først for nylig er blevet muligt at have et dobbelt statsborgerskab.
»Selvom jeg har boet så mange år i et andet land, så vil jeg stadigvæk gerne beholde mine rødder,« forklarer Sue Irmov.
Der har da også været udfordringer ved at bo i et andet land end der, hvor man har sine rødder.
Selvom England ikke er så langt væk fra Danmark, så kan man i nogle særlige situationer føle, at familien faktisk er langt væk.
»Da min mor var syg, kunne jeg virkelig mærke, at jeg boede i udlandet. Der var familien lidt langt væk,« siger hun.
Hun påpeger dog, at det også er det eneste negative ved at bo i Danmark. Hun har altid helst ville bo her, og hende og hendes mand har da heller aldrig drøftet at skulle flytte til England.
Dansk nok
Når man vil være dansk statsborger, så skal man naturligvis igennem statsborgerskabsprøven – også kaldet indfødsretsprøven. Og selvom Sue Irmov efter sine mange år i Danmark har godt styr på dansk historie og samfundsforhold, så var det lidt specielt at skulle op til prøven.
»Det var lidt nervepirrende at skulle op i de prøver, når man som mig er lidt oppe i årene og egentlig tænkte, at man var færdig med at gå til prøver,« fortæller hun, før hun indskyder:
»Men det var også virkelig interessant, og jeg lærte meget mere om Danmark, end jeg vidste i forvejen.«
Som forberedelse til prøven får man udleveret 400 sider om dansk historie, geografi, politiske og samfundsmæssige forhold, som man kan komme op i til selve prøven. Selvom Sue Irmov således havde nerver på, så havde hun en tilgang, som var det en konkurrence.
»Der gik lidt sport i det. Altså – jeg skulle bestå de prøver for at se, om jeg var dansk nok til at blive dansk. Men det gik ligesom hak i hak, og så fandt jeg ud af, at det var jeg heldigvis,« fortæller hun.
Langtrukken proces
Det at blive dansk statsborger har taget sin tid for Sue Irmov. Det har faktisk været hele tre år undervejs, siden hun indledte rejsen mod målet.
Udover de forskellige prøver, som hun skulle læse op til og bestå, så blev sagsbehandlingstiden også forlænget væsentligt, fordi kommunen i starten af 2022 pludseligt skulle tage sig af ukrainske flygtninge og sørge for visum til dem.
»Det har været en meget langtrukken proces, som man bare gerne vil se enden på, men det bliver spændende, og jeg glæder mig til ceremonien,« siger hun og fortsætter:
»Hele min familie kommer med på rådhuset, og efterfølgende tager vi ud at spise for at fejre det.«
Og som Dragør Nyts udsendte fotograf kan dokumentere, så blev det en glædens dag på rådhuset i Dragør.
