Ny klinikchef i tandplejen

Med starten af næste måned tiltræder der en ny klinikchef i Dragør Kommunale Tandpleje

Der er tandlægemangel rundt om i kommunernes tandplejeklinikker, og det er også en udfordring, som Dragør Kommune har haft problemer med. 

Dragør Kommunale Tandpleje har været uden klinikchef siden oktober måned sidste år. Derfor er det også en meget tilfreds Bibi Asklund, der som chef for Center for Pleje, Sundhed og Rehabilitering netop har kunnet skrive under på en ansættelseskontrakt med en ny klinikchef.

»Jeg er rigtig glad for, at det er lykkedes os at tiltrække en erfaren tandlæge til vores klinik for børn og unge i Dragør Kommune,« siger centerchefen.

Susanne Hansen, der skal være leder for den kommunale tandpleje, har en bred tandlægefaglig erfaring fra både det private og den kommunale børnetandpleje. Derudover har hun gennem ti år været tilknyttet Københavns Tandlægeskole som klinisk lærer.

Den nye klinikchef, der kommer fra en stilling som klinikchef i Samsø Kommune, bliver den fjerde leder i Dragør Kommunale Tandpleje siden 2019.

TM

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk