DB’s to trænere lægger strategien – i høj forventning til truppen satses der nemlig på at vinde serie 1.
DB’s to trænere lægger strategien – i høj forventning til truppen satses der nemlig på at vinde serie 1.
Nyt fra Dragør Boldklub:

DB-holdet klar til stort pokalopgør

De store fodboldturneringer er allerede i gang, og inden længe kommer turen også til de mindre. Dragør Boldklub (DB) spiller således første runde i serie 1 tirsdag den 15. august kl. 18.30 – på hjemmebane, hvor modstanderen er mod HB. 

Forinden – ugen før serie 1 skydes i gang – har DB en stor kamp. Tirsdag den 8. august skal DB nemlig møde FC Helsingør fra 1. division i DBU Pokalturnering – en kamp, der er sat store forventninger til. Kan DB overraske, som da Skagen i 1987 sendte Brøndby ud af pokalen, eller slutter DB’s pokaleventyr, som det gjorde sidste år, hvor de blev slået ud af Ballerup-Skovlunde fra danmarksserien. I pokalturneringen er alt muligt.

Sidst DB spillede mod Helsingør var i 2006 – i det der dengang hed kvalifikationsrækken. DB vandt overraskende udebanekampen i Helsingør 1–2, men tabte godt en måned senere 1–5 på hjemmebane.

Helsingør hed dengang Elite 3000 Helsingør, som havde som mål at få Helsingør op i rækkerne. Det lykkedes hen ad vejen, og nu hedder deres professionelle hold HC Helsingør og spiller i NordicBet Ligaen (1. division).

DB taber træningskamp mod Fremad Amagers 2.-hold 3–0.
DB taber træningskamp mod Fremad Amagers 2.-hold 3–0.

Nederlag i træningkamp

I lørdags, den 29. juli, spillede DB en træningskamp mod Fremad Amagers 2.-hold, som vandt 3–0.

DB-holdet bestod hovedsageligt af 2.-holdspillere krydret med få førsteholdspillere. Det var interessant at se så mange unge spillere, DB har i kulissen. Det lover godt for fremtiden.

Trods nederlaget var der alligevel tilfredshed at spore hos DB’s trænerteam, der består af Kim Damkær og Janus Krüger.

»Det er en godkendt indsats i dag, selvom kampen ender med et 3–0-nederlag. Der skal lyde stor ros til de nye spillere, som hjalp til i dag,« lyder det fra de to trænere.

Kampen blev afviklet med tre »halvlege« af 30 minutter.

»Vi spiller tre meget forskellige halvlege, hvor vi i første halvleg kommer fortjent bagud 1–0. Vi skaber faktisk ikke meget i den halvleg – og det gør Fremad heller ikke. Men alligevel føles det fortjent, at vi er bagud i pausen,« lyder analysen hos trænerne.

Trænerteamet vurderer, at DB i kampens 2. halvleg helt holder Fremad Amager fra chancer.

»Vi spiller en rigtig god halvleg defensivt. Desværre har vi også svært ved at skabe chancer selv, og derfor bliver det en låst halvleg uden store muligheder,« lyder det fra Kim Damkær og Janus Krüger.

DB stiller op til sidste halvleg i en ny opstilling.

»Vi skaber masser af chancer. DB-spillerne brænder to 100%-chancer, hvor en spiller er alene med målmanden uden at sparke den i kassen. Vi fortsætter med at presse på og skaber to–tre kæmpe chancer – fortsat uden at score. Fremad Amager lukker kampen, og så står vi med et nederlag på 3–0, selvom statistikken siger, at vi burde have lavet minimum tre mål. Der er flere spillere, som viser højt niveau, og vi får prøvet nye pladser samt set nogle andre spillere – så det er positivt,« fortæller trænerteamet.

Oprykning

Ambitioner er høje i DB, der gerne vil tilbage i københavnsserien.

»Vores målsætning for sæsonen er meget klar: Vi vil vinde rækken,« siger Kim Damkær og Janus Krüger.

Trænerteamet mener, at DB i den forgangne sæson har bevist, at de er et rigtigt stærkt hold, når de rammer topniveauet – og også bedre, end de øvrige i hold i serie 1 er.

»Det forpligter – hvorfor vi klart stiler højt. Vi skaber ekstremt mange chancer med vores hurtige og direkte spil,« lyder det fra de to trænere.

DB’s helt store udfordring har været det fysiske element, som præger spillet i serie 1, samt det faktum, at holdet scorer for få mål i forhold til de mange chancer, de skaber.

»Det har vores unge spillere nu trænet hårdt på, hvorfor vi i den nye sæson står endnu stærkere og mere parate. Vi er stadig et meget ungt hold med et kæmpe potentiale og har en sult for at blive bedre. Der er blevet opbygget en sund og konkurrencedygtig træningskultur, samt et omklædningsrum, hvor alle står sammen,« lyder det fra trænerteamet.

De mener begge, at fundamentet er nu bygget til, at DB-holdet igen kan begynde at have ambitioner og drømme om at avancere til højere rækker og igen være magnet for fastholdelse af de dygtigste ungdomsspillere, der måtte have ønske om at fortsætte som seniorspillere med DB-logoet på brystet.

Mange af den kommende sæsons modstandere er gamle kendinge fra seneste sæson. Der er dog et par nye hold i serie 1, pulje 1: Øresund Klubfodbold (ØKF) og IF Føroya, der begge spiller på Kløvermarken er rykket på, og Nørrebro FF, der har taget turen ned fra københavnsserien.

Anke afgjort

Jægersborg BK’s anke over DB’s skrivebordsejr i begyndelsen af maj måned er nu endeligt afgjort.

Jægersborg BK’s anke blev afvist. Det betyder, at DB vandt kampen 3–0 og får de tre point. Dog gør det ingen forskel i den samlet stilling, hvor DB slutter på 3.-pladsen. De tre ekstra point betyder blot, at Dragør-holdet sluttede fem point foran Kastrup BK, der kom på 4.-pladsen.

Der fremkom ingen officiel forklaring på afgørelsen.

Støtte og opbakning

Trænerduoen har et ønske om, at kampene vil lokke endnu flere tilskuere til sidelinjen.

»En god opbakningen er med til at skabe den bedst mulige kulisse og støtte for holdet og klubben. Det kunne være fantastisk, hvis man kunne lokke 300–400 tilskuere til hjemmekampe, ligesom i de gamle dage på Engvej,« beretter de to trænere.

DB har igen, ligesom holdet gjorde det sidste år, spillet sig videre til landspokalturneringen.

»Det bevidner igen om holdets kvalitet. Det bliver en sjov og spændende kamp, hvor vi som altid vil gå på banen for at gøre vores bedste og forsøge at vinde,« meddeler Kim Damkær og Janus Krüger.

Lodtrækningen denne gang resulterede i et 1.-divisionshold, nemlig FC Helsingør, som det ses omtalt i indledningen af denne artikel.

HR

Kommende kampe

Træningskamp:

Lørdag den 5. august kl. 11.15
mod Hvidovre U/23 (klubbens 2.-hold)
på hjemmebane

DBU Pokalen:

Tirsdag den 8. august kl. 18.00
mod FC Helsingør
på hjemmebane

Serie 1:

Tirsdag den 15. august kl. 18.30 mod
HB på hjemmebane

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk