Nyt fra Dragør Boldklub:

Fortsat ubesejret

Drama på højeste plan i uafgjort kamp

Der er efterhånden tradition for drama, når Jægersborg BK (JBK) og Dragør Boldklub (DB) mødes i Jægersborg.

I seneste kamp, der blev spillet i foråret, fik DB en regulær endefuld på 4–1. Men resultatet blev siden ændret på skrivebordet til en 3–0-sejr til DB, da JBK havde brugt en ulovlig spiller.

Lørdag den 16. september skulle JBK rette op fadæsen – men DB var godt forberedt. 

JBK havde ændret en del på sit hold – der var satset hovedsageligt på de nye, unge spillere, som nok i fremtiden ses udgøre holdet. 

DB holdt deres »game plan« fra kampens start og fik presset JBK i bund. 

Set udefra kunne det se lidt nervøst ud, at to erfarne spillere som Jacob Holmegaard og Kim Have ikke var med på dagens hold, men Peter Ursin og Lukas Søgaard, krydret med de unge spillere, Mads Lund, Albert Kindberg og Victor Dyhl, holdt skansen i forsvaret langt hen ad vejen. 

Jacob Heinsøe og Lukas Søgaard kæmper for at få fat i bolden.
Jacob Heinsøe og Lukas Søgaard kæmper for at få fat i bolden.

Efter et par halvhjertede afslutninger på JBK-målet de første 5–10 min. var det Frederik Frost, som fik den første seriøse afslutning på mål. Desværre fik JBK’s målmand fat i den. 

Umiddelbart efter satte JBK fart i deres opspil og var meget tæt på at overliste Mads Glæsner i DB-målet. 

En aflevering fra venstresiden gik helt ned til baglinjen. Bolden blev sendt ind foran mål og fik lov at gå hele vejen forbi. En stor mulighed til JBK. 

Det var stadig DB, der havde kontrollen over spillet. 

Frost fik endnu en afslutning, men igen blev den afværget af JBK. 

Efter 21 min. begyndte JBK at komme længere op ad DB’s banehalvdel. 

August Toudahl, der spillede en flot kamp, selvom han var DB’s nok mest uheldige spiller, fik gult kort efter 22 min. Det tændte for alvor JBK-holdet. 

Toudahl modtog bolden fra Albert Kindberg midt på banen, og han spillede sig igennem JBK’s midterforsvar. En JBK-spiller angreb Toudahl og tacklede igennem. Toudahl tabte duellen og fik gult kort i en situation, hvor det var begge spillere, der var gået til stålet.  

Kun to min. senere var det JBK’s tur til at få gult kort. 

Mathias Rahbek, som spillede en flot kamp, blev revet ned midt på banen, og dommeren havde kun en mulighed – gult! Så havde begge hold igen lige mange spillere på banen. 

Rahbek var tæt på at bringe DB foran efter 27 min. 

DB-anføreren, Frederik Frost, spillede Rahbek ind i JBK-feltet, hvor Rahbek af-driblede sin modstander og afsluttede. Desværre var skuddet lige på målmanden, og bolden blev sparket langt væk. 

Netop som DB havde kampen i hånden, slog JBK kontra og bragte sig lidt for nemt foran 1–0. 

JBK spillede sig igennem DB’s rækker. En lang bold blev sendt ind i venstresiden af DB’s straffesparksfelt. Med en velplaceret, venstre inderside blev bolden lagt fladt over i højre målhjørne. Noget af et chok for DB-bænken og de få medrejsende DB-fans, som altid støtter op om Drag-ør-holdet.

JBK var tæt på endnu et mål efter 34 min., men her gled faren heldigvis over. Til gengæld fik DB fat i den lange ende minuttet efter. 

Det var Albert Kindberg og Peter Ursin, der satte gang i angrebet. Mellemstationerne var Victor Dyhl og Rahbek, som spillede bolden videre til Toudahl. Med en lang bold fandt han Lukas Søgaard, som gjorde det umulige. Han sparkede på mål fra en skarp vinkel. Bolden gik i en bue over målmanden ind i netmaskerne. Hvor svært ka’ det være?

Kun to minutter efter kom DB foran 1–2. 

Denne gang var det Frost, der spillede Søgaard fri ude i højre side. Søgaard lagde en perfekt bold ind til unge Victor Dyhl, som med hovedet snittede bolden i over i fjerneste målhjørne, hvor JBK-målmanden fumlede regulært i det. 

DB’s 1–2-føring holdt til pausen.

2. halvleg blev en rodet og lidt for dramatisk affære. 

DB fik efter få min. en stor chance. 

Victor Dyhl blev sendt af sted i venstresiden. Dyhl spillede på tværs til Kasper Walker, men hans afslutning var ikke skarp nok og blev blokeret af målmanden. Det var ellers en kæmpe mulighed for at være kommet yderligere foran.

DB’s anfører, Frederik Frost, fik det gule kort efter 52 min. for en tackling bagfra. Tacklinger af den slags sker hele tiden i kampe, og i lørdags var turen til at være syndebuk for det kommet til DB.

Jonas Nikolin Pedersen kom på banen efter 58 min., Han erstattede Mathias Rahbek. 

Jonas Nikolin Pedersen lagde godt ud med et langskud, som havde fortjent en bedre skæbne end at gå forbi målet. 

JBK udlignede stillingen til 2–2 efter 65 min. på et dumt mål, hvor DB-forsvaret ikke var til stede. 

DB skiftede to spillere efter 66 min. Ud gik Jacob Heinsøe og Kasper Walker – ind kom Marcus Braager og Hector Uhl. Få minutter efter skiftede DB igen. Heinsøe kom tilbage på banen, mens Albert Kindberg gik ud.

DB tillod JBK alt for meget spil de sidste 25 min. 

August Toudahl fik endnu et gult kort – og dermed rødt efter 70 min. Toudahl var nok lige ihærdig nok med et livtag om sin modstander. I samme sekvens fik DB’s træner Kim Damkær et gult kort for brok over det røde kort. 

Marcus Braager tager sig til benet – og bliver kort tid efter båret fra banen med en knæskade.
Marcus Braager tager sig til benet – og bliver kort tid efter båret fra banen med en knæskade.

Få minutter efter begyndte en heftig diskussion mellem trænerne fra begge hold og dommeren. En ny regel siger, at hvis en spiller får to gule, plus et rødt kort, så kan det dømte hold få lov til at erstatte den udviste spiller med en ny spiller, efter ti minutter. Om dommeren kendte til denne regel var tvivlsomt, men han rettede ind til stor forbandelse fra JBK-bænken.

Marcus Braager fik kun kort tid på banen, før han blev sparket ned af sin modstander ved venstre hjørneflag. Marcus måtte bæres ud, mens dommeren vinkede afværgende og ikke udelte kort til modspilleren. En grim fejl af dommeren, som stod i kontrast til de gule og røde kort, DB havde fået.

Kampen endte 2–2. DB burde have spillet sejren hjem, men svigtede i de afgørende afslutninger.

Fortsat i toppen

DB holder fast i toppen af serie 1, men mistede en god mulighed for at hente ind på topholdet Kastrup BK, der et par dage forinden, torsdag den 14. september, havde klaret uafgjort (3–3) mod CSC.

DB’s næste modstander, ØFK, vandt lørdag hjemme 2–1 over Østerbro IF. IF Føroyar og Frederiksholm Sydhavn spillede uafgjort 0–0, mens bundholdet Rødovre hjemme tabte 1–4 til Nørrebro FF. Søndagskampen sluttede med en 1–4-sejr til HB over BK Vestia.

HR

Kommende kampe

Serie 1:

Lørdag den 23. septemberkl. 12
spiller DB på hjemmebane 
mod ØIF

HoldKampeMålscorePoint
1Kastrup BK618–716
2Dragør BK619–814
3Bispebjerg BK517–512
4Frederiksholm Sydhavnen614–511
5Østerbro IF611–910
6HB 614–169
7Jægersborg BK68–128
8BK Hellas512–157
9Nørrebro FF616–167
10IF Føroyar66–106
11ØFK610–166
12BK Vestia610–184
13CSC59–153
14Rødovre64–161

Stillingen i serie 1 ved redaktionens deadline mandag.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk