Nyt fra Dragør Boldklub:

Overraskende nederlag

IF Føroyar–Dragør Boldklub 4–1

Sidst Dragør Boldklub (DB) mødte IF Føroyar (IFF) var i en pokalkamp i juni måned sidste år – en kamp, DB vandt 2–1. Det seneste opgør i serie 1 var tilbage i oktober 2019 på DB’s hjemmebane. Her tabte DB kampen 1–0.

Ved kampen i denne sæson havde IFF to sejre, tre uafgjorte og to nederlag og en målscorer på 10–13 med i bagagen. Dog havde IFF en frisk udebanesejr på 3–4 over Østerbro IF i frisk erindring inden opgøret i lørdags, den 30. september, hvor holdet tog imod DB i Kløvermarken. 

IFF startede kompakt på egen banehalvdel. DB fik tilspillet sig to hjørnespark inden for de første 10 min. –mere blev det ikke til. Afslutningerne stod ikke i kø. 

IFF fik langsomt greb om kampen. Efter et kvarters spil dømte dommeren straffespark til IFF for hånd på bolden i straffesparksfeltet. 

Kaos foran DB-målet. Denne gang når bolden dog ikke frem til netmaskerne.
Kaos foran DB-målet. Denne gang når bolden dog ikke frem til netmaskerne.

Et indlæg fra venstresiden gik over DB’s forsvar og endte i højre side af målfeltet. Herfra blev der afsluttet direkte på mål. Peter Ursin – kampens mest erfarende spiller – blokerer afslutningen i feltet. Dommeren mente, at der var hånd på bolden. IFF bragte sig sikkert foran 1–0. Mads Glæsner sprang til sin højre side, og bolden sad modsat – et ærgerligt mål, som var med til at sætte IFF i gang og efterlod DB noget modløse.

Efter 26 min. var der optræk til udligning. Victor Dyhl tacklede bolden fra sin modstander helt ude på sidelinjen i DB’s højreside. Kasper Walker overtog bolden. På midten fulgte Tobias Damkær godt med. Walker forsøgte at spille Damkær fri til afslutning, men den upræcis aflevering gik til målspark. 

Første halvleg bød stort set ikke på noget, som kunne »ophidse« de igen trofaste DB-fans, som tager med ud hver gang. 

Efter en halv time skiftede DB til en mere offensiv taktik – men lige lidt hjalp det. 

Selvom grundstammen på dagens DB-hold stort set var den samme som tidligere kampe, manglede der profiler såsom Jacob Holmegaard, Kim Have, Daniel Nielsen og Lukas Søgaard på dagens hold. På trods af de manglende spillere burde holdet ikke falde sammen, som det gjorde mod IFF.

Til 2. halvleg skiftede DB Mathias Rahbek ind for Jonas Nikolin. Albert Kindberg gik ud til fordel for Emil Frost, der gjorde comeback for DB. Sidste gang Emil Frost, der er bror til DB-spilleren Frederik Frost, var i kamp for DB, var den 10. november 2018. Opgøret mod IFF blev til Emil Frosts 13. førsteholdskamp – og han gjorde en god figur som venstre back.

52 min. inde i kampen var IFF igen helt fremme i DB-feltet med et hjørnespark. Inden sparket opstod der en del tumult inde foran DB’s mål, og en IFF-spiller blev sendt til afkøling i 10 min. med et gult kort. 

DB var nu en spiller i overtal, og muligheden skulle bruges til at presse IFF ned på egen banehalvdel. Men det lykkedes ikke. IFF spillede, som de var fortsat 11 mand. 

DB skiftede efter 55 min. Peter Ursin ud – ind kom Albert Kindberg. 

DB’s overtalssituation blev spoleret af endnu et nyt gult kort – denne gang til Tobias Oppermann, for en forseelse, som kun dommeren kunne se. Opper blev hevet i armen. Han gjorde modstand og blev dømt skyldig. Så havde begge hold 10 spillere på banen.

Efter 63 min. fik IFF spillet en lang bold frem til en enlig angriber, som blev dømt offside. Efter at have trillet bolden væk fra åstedet fik Glæsner lov til at sparke op ad banen. Glæsner spillede til August Toudahl, som sendte den videre til Mathias Rahbek, der fik bolden retur via Mads Lund. Rahbek afsluttede lige på IFF-målmanden, der sendte bolden ud til et DB-hjørnespark. Det efterfølgende scenarium var tæt på at koste DB dyrt. IFF parerede hjørnesparket. Bolden røg langt op på DB’s banehalvdel i højre side. Glæsner, der var meget langt ude af sit mål, spillede tilbage til Emil Frost, som var bagerste mand. Frost snublede, og IFF så muligheden for endnu en scoring. Victor Dyhl løb fortvivlet retur, men Frost kom hurtigt tilbage og klarede selv forsvarsopgaven med en mesterlig tackling på bolden. Puha! Sikken en forskrækkelse. Det er ikke første gang, vi har set den fadæse – sidst gang var mod Jægersborg BK, hvor det gik galt.

Kort efter bragte IFF sig på 2–0 efter et hurtigt spil ind i DB’s straffesparksfelt. Glæsner blev afdriblet, og IFF fik en let scoring. 

I samme min. kom Hector Uhl på banen. Han erstattede Kasper Walker. 

Kim Damkær, der udgør den ene del af DB’s trænerduo, fik efter 70 min. gult kort for sine mange kommentarer til dommeren om hans kendelser. 

Minuttet efter scorede IFF til 3–0. Nu så det helt sort ud for DB.

Med et kvarter tilbage af kampen satte Mads Lund sig igennem og fik afsluttet – men forbi målet. 

DB fik reduceret efter 75 min. 

Victor Dyhl blev spillet fri af Rahbek efter en del dueller på midtbanen. Dyhl var forbavsende fri og løb direkte mod mål. »Skyd,« blev der råbt udefra, og Dyhl fyrede kanonen af. IFF-keeperen fik pareret, men bolden gik i mål! 

Målet var bevis på, at IFF’s målmand ikke var en sikker sidste skanse – og havde DB haft mere held med afslutninger direkte på mål, var resultatet nok blevet anderledes.

Albert Kindberg sætter sig igennem med en tackling.
Albert Kindberg sætter sig igennem med en tackling.

DB blev igen reduceret til 10 mand efter 85 min. 

Tobias Damkær fik gult kort for »usportslig optræden« efter en frisparkssituation, som han ikke var involveret i. Det satte de mange af IFF’s alenlange tidsudtrækninger og dommerens noget aparte forhold til fodboldloven i relief. IFF brugte megen tid på udskiftninger, på at hente bolde, som var sparket ud af banen, og på skader, som ikke var der.

IFF kom på 4–1 på et indlæg, som blev headet i mål uden for Glæsners rækkevide, kort inden kampens ordinære tid udløb. 

I overtiden fik IFF et gult kort for endnu en gang at sparke bolden væk efter dommerens afgørelse.

DB må nok se i øjnene, at holdet svigtede sig selv og aldrig fik gang i det spil, vi kender dem for.

Øvrige opgør

Der var fuldt program i serie 1 i lørdags. 

DB’s modstander i næste weekends kamp, topholdet Kastrup BK, satte tingene på plads med en 8–1-sejr over Østerbro IF. 

Rækkens nummer to, Bispebjerg BK, øgede også afstanden til DB, da de ude vandt 1–3 over bundholdet Rødovre.

BK Vestia fik en 2–1-sejr over BK Hellas, ØFK tabte 1–2 til Nørrebro FF, mens Jægersborg BK hjemme led et 2–5-nederlag til HB. 

Rundens sidste kamp mellem CSC og Frederiksholm Sydhavn sluttede 0–0.

HR

Kommende kampe

Serie 1:

Lørdag den 7. oktober kl. 12 spiller DB
mod Kastrup BK på hjemmebane

HoldKampeMålscorePoint
1Kastrup BK828–822
2Bispebjerg BK830–721
3Dragør BK826–1317
4HB 822–2012
5Frederiksholm Sydhavnen814–712
6IF Føroyar814–1412
7Jægersborg BK812–1711
8Nørrebro FF818–1910
9Østerbro IF815–2110
10CSC814–197
11BK Vestia813–247
12BK Hellas817–277
13ØFK812–246
14Rødovre87–221

Stillingen i serie 1 ved redaktionens deadline mandag.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk