DB taber til FC Helsingør fra 1. division og er nu ude af pokaltuneringen. Foto: Anders Hviid.
DB taber til FC Helsingør fra 1. division og er nu ude af pokaltuneringen. Foto: Anders Hviid.
Nyt fra Dragør Boldklub:

Pokalnederlag

Trods god fight var FC Helsingør for stor en mundfuld

Dragør Boldklubs første-seniorhold (DB) spillede sig i foråret ind i den traditionsrige DBU Pokalturnering, og fik fornøjelsen af at møde FC Helsingør (FCH) fra 1. division. 

Kampen mod et hold, der ligger fem rækker højere og som har ambitioner om at spille i Superligaen, var en stor mundfuld for DB-holdet, der spiller i serie 1. 

0–4-nederlaget kan der ikke pilles ved. FCH satte sig på kampen fra start, og de tillod ikke DB at komme til en eneste afslutning i første halvleg. 

FCH scorede alle fire mål de første 45 min. – heraf to på straffespark!

Artiklen fortsætter efter billederne.

DB-formand Søren Houen ønsker Mads Glæsner tillykke med kamp nr. 100. Foto: Henrik Rosschou.
DB-formand Søren Houen ønsker Mads Glæsner tillykke med kamp nr. 100. Foto: Henrik Rosschou.
Trods det kedelige vejr har mange tilskuere fundet vej til kampen. Foto: Anders Hviid.
Trods det kedelige vejr har mange tilskuere fundet vej til kampen. Foto: Anders Hviid.

Før kampstart blev DB-målmanden, Mads Glæsner, ønsket tillykke for at spille sin kamp nr. 100. Klubben ser frem til de næste 100 kampe.

Efter ca. fem min. havde FCH fremtvunget tre hjørnespark – dog uden at score. 

Første scoring faldt efter 13 min. på et straffespark, – dømt for hånd på bolden i DB-feltet. FCH havde igen fremtvunget et hjørnespark. Bolden blev sendt ind til forrest stolpe, hvor DB havde to mand i opdækningen. Bolden snittede August Toudahls arm, og dommeren mente, det var nok til at dømme straffespark. Scoringen sad sikkert i mål. Glæsner sprang til sin højre side – bolden sad i venstre.

Efter scoringen var DB’s unge angriber Kasper Walker tæt på at gøre livet surt for FCH-keeperen, men Walkers  kunne ikke få afsluttet. 

FCH kom foran 0–2 efter 19 min. på et langskud, som ingen så komme. Det var en effektiv afslutning – uden chance for Glæsner i DB-målet. 

Det blev til 0–3 på endnu et straffespark fire min. senere. DB var helt fremme ved FCH’s baglinje hvor Tobias Damkær var i kamp mod to modstandere, som »brutalt« piller bolden fra DB-spilleren og sætter en kontra i gang. Mads Lund fulgte godt med helt ned i DB-feltet. Han forsøgte at skærme sin modstander af, men i straffesparksfeltet »falder« FCH-spilleren og får tilkendt et straffespark. Igen blev DB afstraffet effektivt. Bolden sendes mod Glæsners venstreside. DB-keeperen var tæt på en redning, men sparket var præcist og hårdt.

FCH gjorde det effektivt til 0–4 efter 31 min. Et nyt hjørnespark sendes fladt, diagonalt ind foran målet – et kort aftræk og en heldig afslutning langs græsset får lov at passere mand og mus og ind i målet. Det var en fodboldlektion – og forskellen på 1. division og serie 1 var tydelig.

DB-spillerne brugte det meste af 1. halvleg på at forsvare sig. Hjemmeholdet kom dog bedre med efter pausen. Foto: Anders Hviid.
DB-spillerne brugte det meste af 1. halvleg på at forsvare sig. Hjemmeholdet kom dog bedre med efter pausen. Foto: Anders Hviid.

DB skiftede friske kræfter ind til 2. halvleg. Ud gik, Kasper Walker og August Toudahl, som blev erstattet af Marcus Donnelly og Victor Dyhl. 

DB fik sat et rigtigt godt aftryk på anden halvleg. Allerede efter fem min. havde DB-holdet to seriøse afslutninger. Den første kom efter 49 min., hvor Tobias Damkær headede bolden tæt over overliggeren. Kort efter var det Mads Lund, som var tæt på en scoring. 

Efter ca. 55 min. lagde Daniel Nielsen et godt hjørnespark ind foran FCH-målet, hvor Victor Dyhl header på mål, Lucas Søgaard retter bolden af, men bolden susede tæt over mål! Nu lignede det at DB kunne komme på måltavlen.

DB spillede sig frem til endnu en chance efter 59 min. Jacob Heinsøe blev sendt afsted. Han blev nedlagt foran FCH-feltet – uden en dommerkendelse. 

DB havde egentlig godt fat i FCH i 2. halvleg og fik skabt chancer, men afslutningerne manglede effektivitet og held.  Både Kim Have og Tobias Damkær stod dog for gode afslutninger.

Midt i 2. halvleg skiftede DB Mads Lund og Jacob Heinsøe ud til fordel for Mathias Rahbek og Marcus -Braager, og Tobias Damkær blev skiftet ud med Tobias Riber efter 76 min.

DB’s største chance kom efter 79 min. Mathias Rahbek spillede bolden frem til Marcus Donnelly, som fra kanten af feltet skød mød målet. Den måske lidt for svage afslutningen fangede FCH-målmanden på det forkerte ben. Det gav Mathias Rahbek muligheden for scoring, men han kiksede sin afslutning, og det hele endte i ingenting. 

FCH vandt pokalkampen og viste – især i 1. halvleg – hvor stor forskel der er på 1. division og serie 1. Men DB-mandskabet kan bruge kampen til at arbejde videre på, når serie 1 snart begynder.

Efter kampen valgte DB-spillerene Nikolaj Strandby til kampen spiller. Han er i sandhed en jernmand, der går forrest.

HR

DB-fans støtter hjemmeholdet. Foto: Anders Hviid.
DB-fans støtter hjemmeholdet. Foto: Anders Hviid.

Kommende kampe

Serie 1:

Tirsdag den 15. august kl. 18.30 mod
HB på hjemmebane

Lørdag den 19. august kl. 12.00 mod
Bispebjerg BK i Lersøparken

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk