Fokus på en forening i Dragør:

Refleksioner – forening for samtidskunst

Foreningen, der tidligere har stået bag spektakulære projekter i Dragør, er nu parat med en række intimkoncerter, performances og foredrag med udgangspunkt i forskellige akustiske og elektroniske lyduniverser, der også dykker ned i den aktuelle forskning i lyden af corona

Af Birgit Buddegård

Refleksioner – forening for samtidskunst er en mobil kunsthal med base i Dragør, og siden starten i oktober 2012 har foreningen stået bag flere spektakulære projekter, der har bragt samtidskunsten til Dragør. 

Refleksioner har ikke mindst haft fokus på såkaldte wastelands – »ikke-steder« – der har mistet deres oprindelige funktion.

Det førte til den meget roste lydinstallation Tørst i den gamle – nu nedrevne svømmehal af den internationalt anerkendte lydkunstner Jacob Kirkegaard, der, på trods af, der ikke var en dråbe vand i svømmehallen, formåede at gøre lyden af vand meget nærværende. 

Lydinstallation var skabt direkte til den tomme svømmehal – men med lyde optaget på Island fra en aktiv geyser. I ørene havde man derfor det ene øjeblik en buldren og brusen af vand, det næste en stille klukken. Optagelserne var optaget dels lige over jordoverfladen, dels under ved hjælp af vibrationssensorer. Højtalerne var anbragt i samme højde bassinet rundt, så alt efter, om man stod i den lave eller dybe ende af det tomme bassin, var man over eller under højtalerne – svarende til lydmæssigt at være henholdsvis over og under jordens overflade.

Kuglen satte sit markante præg på Drag­ør i 2014. Arkivfoto.
Kuglen satte sit markante præg på Drag­ør i 2014. Arkivfoto.

Samtidskunst i Dragørs byrum

I sommeren 2014 fyldtes Dragørs byrum med stedsspecifikke værker – hvor ikke mindst Kuglen vakte stor opmærksomhed og fik lov at blive stående til efteråret 2015.

Samtlige kunstnere, der udstillede, var inviteret til Dragør, hvor de lod sig inspirere af de lokale forhold og steder og i deres værker gav udtryk for, hvilket blik de så på Dragør med.

Udstillingen vakte interesse i kunstkredse også uden for Dragør, og mange lagde vejen forbi for at se værkerne, der spændte fra skulpturer over videokunst og installationer.

Udstillingen indgik i fejringen af kommunens 40-års-jubilæum, og værkerne var opstillet på strandengene, på havnen, i skurbyen, gåserepublikken og på Dragør Fort. 

Mest opmærksomhed fik som nævnt Kuglen, skabt af Jennifer Dahm Petersen, Niels Lund og Mads Knak-Nielsen fra OP arkitekter.

Kuglen kom til at leve sit eget liv – folk tog den til sig, og den blev brugt af både børn og voksne til mange forskellige formål og arrangementer. 

Erindringscollage

I 2016 skabte Molly Haslund en stedsrelateret performance – Ghost Tents – der trak tråde til endnu et wasteland, nemlig Arne Jacobsens modernistiske badeetablisement, der blev revet ned i 1944. Tanken var at skabe en erindringscollage på baggrund af det ikke længere eksisterende badeetablissement, der i sin tid blev kaldt »den hvide by«.

Med transparente hvide bannervægge gik foreningens medlemmer, publikum og kunstneren selv gennem Drag-ør til cirkuspladsen, hvor de hvide bannere visualiserede – og for en stund genskabte Arne Jacobsens bygning. 

Molly Haslund stod bag projektet Ghost Town. Arkivfoto.
Molly Haslund stod bag projektet Ghost Town. Arkivfoto.
Formand for Refleksioner, Annette Lindroos, i »grænselandet« op til lufthavnen i Store Magleby, hvorfra lyden af flyene vil blive transformeret til en performance. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Formand for Refleksioner, Annette Lindroos, i »grænselandet« op til lufthavnen i Store Magleby, hvorfra lyden af flyene vil blive transformeret til en performance. Foto: Hans Jacob Sørensen.

Medlemsarrangementer

Mag.art. i kunsthistorie Annette Lindroos er stifter af foreningen og dengang som nu formand for foreningen, der har en bestyrelse på i alt fem medlemmer.

Foreningen er en folkeoplysende forening, man kan melde sig ind i – og foreningen arrangerer guidede kunstture for medlemmerne, der efterfølgende spiser frokost sammen. Det kræver ingen forudsætninger at deltage, men de har det hyggeligt og sjovt, konstaterer en smilende Annette Lindroos.

I foråret måtte arrangementerne dog aflyses på grund af coronanedlukningen, men siden september har foreningen igen gennemført kunstture – med mundbind klar.

Annette Lindroos fortæller, at foreningen gerne vil have flere medlemmer og i øjeblikket også er på udkig efter et nyt bestyrelsesmedlem. Jo flere medlemmer, jo flere tilbud, siger hun og tilføjer, at kontingentet bruges til at give noget tilbage til medlemmerne i form af kunstture.

Foreningen vil gerne udvikle kulturtilbud og ønsker også at engagere børn og unge gennem kunstaktiviteter og workshops samt at fremme samarbejdet mellem skoler, kulturinstitutioner, turisme og erhverv.

Lydkunst i to dele

Coronaen har vist, at folk higer mod kultur og natur, konstaterer Annette Lindroos, der ser frem til foreningens kommende projekt, der tager udgangspunkt i lyd.

Lyd har det seneste årti fået enorm opmærksomhed i samtidskunsten og forskningen, ligesom der i sundhedssektoren er evidens for, at visse lyde kan være sundhedsfremmende, siger Annette Lindroos.

Også Reflex Lyd tager som altid i foreningens projekter udgangspunkt i Dragørs fænomener og historie, fortæller Annette Lindroos. Foreningen vil gerne lave noget med hverdagens lyde og vise, at støj kan blive til en kunstnerisk oplevelse.

Projektet er opdelt i to, hvoraf første del finder sted i år, mens anden del præsenteres i 2021.

Cellokoncert

Midt i denne måned kan man opleve cellist Ida Riegels, der spiller på en cello, hun selv har designet og bygget.

Ida Riegels er uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og har turneret over store dele af verden. Hun vandt i foråret 2020 DR P2-prisen »Årets ildsjæl« for sit alsidige musikalske virke. Hun har gennem de seneste år etableret sig som cyklende cellist med turnéer på tusindvis af kilometer i både ind- og udland.

»Noget af det, der fascinerer mig ved at rejse med min cello, er oplevelsen af, at afstanden mellem mennesker forsvinder gennem musikken,« siger Ida Riegels, der mener, der opstår en fælles forståelse gennem musikken, selvom man ikke taler samme sprog.

Koncerten finder sted i den cirkulære bygning ved de sorte lader på A. P. Møllers Allé, og Annette Lindroos fortæller, at bygningen, der senest har været atelier og galleri, oprindelig var opført til snerydningsmaskiner – i sig selv et paradoks med tanke på global opvarmning – og da foreningen er meget optaget af steders særlige arkitektur og indlejrede historier, var de ikke i tvivl om, at det var her i Kunstsiloen, som de kalder den, at den første koncert skulle afholdes.

Koncerten, der er støttet af Dragør Kommune, gennemføres med overholdelse af alle coronarestriktioner, og tilhørerne vil opleve Ida Riegels opføre et udvalg af egne værker.

Koncerter og foredrag

Program og lokation for næste års arrangementer er stadig en hemmelighed, men Annette Lindroos vil dog gerne løfte sløret en anelse og fortælle, at der blandt de nye værker og performances vil være koncerter og foredrag – for eksempel med en lydforsker fra Aarhus Universitet, der forsker i coronaens lyd.

Reflex Lyd vil også byde på et gensyn med lydkunstner Jacob Kirkegaard, der sammen med sin kone, Katinka Fogh Vindelev, der er klassisk sanger, laver to performances med udgangspunkt i deres egen hjerterytme.

Annette Lindroos fortæller endvidere, at Birgit Lykke, der er komponist og percussionist med en fortid i Savage Rose, vil lave en performance med brug af elementer fra havnen, hvor publikum inviteres ind som medaktører.

Coronanedlukningen gjorde Dragør stille – ingen flystøj og stærkt reduceret bilstøj. Nu er der igen fly i luften – og den opmærksomhed på flystøj – vil blive brugt i en udendørs livekoncert, hvor kunstneren optager lyden af fly, der letter, sampler det og sender det ud i højtalere som lydkunst, fortæller Annette Lindross.

Også her er tale om et stedsspecifikt værk – og Annette Lindroos har store forventninger til projektet, der sammen med andre nye værker skabt til Dragør vil være foreningens bidrag til fejringen af Store Maglebys 500-års-jubilæum.

Yderligere information på www.refleksioner.org

Circles. Arkivfoto.
Circles. Arkivfoto.
Foreningens medlemmer på kunstbesøg på Kastrupgaard.
Foreningens medlemmer på kunstbesøg på Kastrupgaard.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk