Skæbnefortælling fra Amager

Dines Bogø fortæller om sin bog »Fra Østpreussen til Amager«

Af Thomas Mose

Onsdag den 29. maj kl. 13.30 byder Dines Bogø på en særlig eftermiddag i Dragørs Aktivitethus. Her vil han nemlig dele den rørende historie om Hildegard – en flygtningepige fra den østpreussiske landsby Schippenbeil.

I 1945 måtte den dengang kun 17-årige pige flygte fra sin hjemby sammen med sin familie og landsbyens øvrige beboere for at undslippe Den Røde Hær, der var på fremmarch i deres område.

Under flugten mistede Hildegard dog kontakten til sin familie, og hun endte alene i København, hvor hun af værnemagten blev anbragt i en lejr på Fælledvej på Sydamager.

Hendes ophold i Danmark blev en turbulent tid med graviditet og efterfølgende anbringelse i en straffelejr.

Senere flygtede Hildegard til Sverige sammen med sin søn – og her blev hun genforenet med barnets far, som hun tog til ægte.

I 1948 vendte familien tilbage til Sydamager, hvor de blev hjulpet godt på vej af en dansk kriminalassistent.

Hildegards liv var præget af de mennesker og begivenheder, hun stødte på under besættelsen og i tiden efter krigen. Hun blev på Amager indtil sin død i 2016 – og efterlod sig en historie om modstand og overlevelse.

Dines Bogø vil give dagens tilhørere mulighed for at komme med på et dyk ned i en del af danmarkshistorien, som, han mener, fortjener at blive fortalt.

Entré. Se også annoncen på side 8.

Pigen Hildegard, hvis dramatiske liv har dannet grundlag og inspiration til forfatter Dines Bogøs seneste bog: Fra Østpreussen til Amager.
Pigen Hildegard, hvis dramatiske liv har dannet grundlag og inspiration til forfatter Dines Bogøs seneste bog: Fra Østpreussen til Amager.

 

Dines Bogø. Arkivfoto: TorbenStender.
Dines Bogø. Arkivfoto: TorbenStender.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk