Skibsrederne fra Dragør

Foredrag i Dragør Lokalhistoriske Forening

Det, at et familiedynasti af skibsredere har sit udspring i Dragør, gjorde, at der opstod en særlig stemning, der emmede af en form for stolthed blandt tilhørerne, da Dragør Lokalhistorisk Forening tirsdag den 27. februar inviterede til foredrag.

Stemningen blev sat af aftenens foredragsholder, Helle Bjorholm, der viste mange fotos, mens hun knyttede små anekdoter til om skibsrederdynastiet fra Dragør. 

Den store skibsreder Arnold Peter Møller blev faktisk født i Store Magleby på Stautz Allé 1 – og ikke i Dragør, hvor hans morfar, Hans Nielsen Jeppesen, i sin tid etablerede eget rederi. 

Desværre var Dragør ikke parat til fremtiden med de dampdrevne skibe, da Arnold Peter Møller fortsatte familietraditionen inden for skibsfarten. Han så nemlig fremtidens forretning i skibsfart i motordrevne skibe og ikke sejlskibe, som Dragør dengang holdt fast i.

Helle Bjorholm gjorde foredraget til en levende fortælling om en slægts virkelyst til en interessant aften for de mange fremmødte medlemmer. 

Interessen for foredraget har været så stor, at det gentages tirsdag den 2. april i festsalen på Wiedergården. Det forlyder dog, at man, da arrangementet næsten allerede er fuldt booket, skal være hurtig for at nå at sikre sig en plads.

Næste møde

Tirsdag den 12. marts afholdes der to arrangementer i Dragør Lokalhistorisk Forening, nemlig en ordinær generalforsamling og et foredrag med et utal af unyttige fakta.

Generalforsamlingen (kun for medlemmer) begynder kl. 19 – og en halv times tid senere vil lektor Michael Frederic Hvid Hawkins gå på scenen for at dele ud af sine »unyttige facts« fra tusinde års historie – og måske vil Amager i den forbindelse også blive omtalt.

Entré for gæster. Tilmelding påkrævet.

TM

Helle Bjorholm fortæller om skibsrederdynastiet, der så dagens lys i Dragør. Foto: Dragør Lokalhistorisk Forening.
Helle Bjorholm fortæller om skibsrederdynastiet, der så dagens lys i Dragør. Foto: Dragør Lokalhistorisk Forening.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk