Slægtsforskning

Temaet til årets sidste foredrag i den lokalhistoriske forening var aner

Slægtsforsker og underviser Hans Peter Poulsen gæstede festsalen på Wiedergården i Dragør Lokalhistoriske Forening sidste foredrag for i år.

Aftenens foredrag kredsede om slægtsforskning, og hvilke muligheder der er for at finde gode oplysninger i forskellige databaser og kildemateriale, som er tilgængelige for offentligheden.

Hans Peter Poulsen begyndte foredraget med at fortælle en meget personlig historie om hans aner fra Læsø. Historien byggede på de oplysninger, han selv havde indsamlet både i tilgængelige kilder på internettet og ved besøg i forskellige arkiver, herunder blandt andet Rigsarkivet.

Så simpelt så muligt 

Slægtsforskeren fulgte herefter op med en del gode råd og nogle enkelte løftede pegefingre. Ifølge ham kan man nemlig ikke altid konkludere ud fra de forskellige kilder. De er ikke altid fuldstændige og troværdige, siger han. Hans vigtigste råd lyder: Start med at gøre det så simpelt så muligt – gerne på papir, der så senere kan registreres i et program på egen pc eller på internettet.

Derudover fortalte Hans Peter Poulsen, at oplysninger kan være underlagt personbeskyttelse, hvorfor offentliggørelse via hjemmesider skal gøres med omtanke. Afslutningsvis kom han med en meget klar opfordring: Få talt med de ældste i familien og få interviewet dem, inden de ikke er mere – og husk ikke mindst at få skrevet samtalerne ned.

Pause i december

Der er pause i foredragsrækken i december måned, men allerede til januar vender Dragør Lokalhistoriske Forening tilbage med en ny, der igen vil være gratis for foreningens medlemmer, mens øvrige deltagere vil blive opkrævet entré. 

Råd om opsøgning af aner bliver givet af Hans Peter Poulsen. Foto: Claus Lyder.
Råd om opsøgning af aner bliver givet af Hans Peter Poulsen. Foto: Claus Lyder.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk