Tiggeri og sejre fører Dragør-racer til tops

Racerkøreren Christian Rasmussen har nået næste vigtige milepæl i karrieren. I det kommende år skal han køre i amerikanske racings topklasse: IndyCar

Af Rasmus Mark Pedersen

Det er ikke altid champagne og glamour, når man er racerkører i USA. Da Dragør Nyt fanger Christian Rasmussen på telefonen for at tale med ham om hans nye sæde i IndyCar, så er han på lossepladsen for at komme af med en masse affald.

»Ja, det fungerer ikke ligesom genbrugspladsen i Dragør, så vi skal lige finde ud af, hvor vi skal hen med de forskellige ting,« siger han grinende. 

Men selvom han stadig sørger for det meste praktiske, så er han en af de mest succesfulde danske racerkørere. Efter sidste års mesterskab i IndyNXT så er han nu klar til den største klasse for den type racerbil: IndyCar.

»Jeg er glad. Jeg er glad,« gentager han. »Det er noget, vi har arbejdet med i mange år nu, og at se det flaske sig – det er selvfølgelig en fed følelse.«

Men Dragørs hurtige mand har selvfølgelig endnu større håb: »Det er jo lidt et delmål, kan man sige. Målet er jo selvfølgelig at vinde et mesterskab og vinde de løb på et tidspunkt. Men for at man kan gøre det, så skal man selvfølgelig lige være i sædet først,« forklarer han.

Kører halvdelen

Han har lavet en aftale med holdet Ed Carpenter Racing om at få et sæde i bil nummer 20, hvor han skal køre den ene halvdel af løbene og Ed Carpenter, som holdet er opkaldt efter, kører den anden halvdel. 

IndyCar bliver nemlig kørt på forskellige baner: 

• Almindelige snørklede baner, som man kender det fra europæiske racing.
• Bybaner, som også er snørklede og bliver kørt midt i en række amerikanske byer. 
• Ovale baner, som er en stor amerikansk tradition, der kendes fra Nascar.

Ed Carpenter tager de ovale baner, mens Christian Rasmussen skal så køre i alle de snørklede baner plus det legendariske Indy 500-løb, der også køres på oval bane. 

Derfor skal der ret vilde resultater til, hvis han skal vinde det første år. Men planen er, at han i 2025 sidder i bilen til alle løb, og så har han mulighed for at race med om mesterskabet. 

»Så det bliver svært at gå efter et mesterskab, Men det tror jeg heller ikke, at forventningen til det første år i IndyCar er, at jeg vinder et mesterskab. Hverken for mig eller for teamet. Det kommer til at være på mange måder til at være, hvor jeg kommer til at skulle lære Indycar at kende.«

Nascar, der er den anden populære motorsportsgren i USA, bliver kørt i biler, der minder om gadebiler, mens IndyCar bliver kørt i biler, der minder om Formel 1-biler. Med den forskel at alle bilerne er ens, så ræsene er tættere, og det er i langt højere grad op til kørerens evner, om han vinder eller ej. 

»Det er nogle fede og tætte ræs, du kan have her, og et lille team kan godt have en chance, bare de kører godt,« forklarer Christian Rasmussen.

Heldigvis har hans hold ikke sat nogle specielle krav op for, at han får lov til at få et fuldt sæde i 2025. 

Familieprojekt

Christian Rasmussen har kæmpet siden 2018 for at nå hertil. Og familien hjemme i Dragør har i den grad været med til at få det til at lykkes. 

»De er selvfølgelig også glade. Det har været et familieprojekt i mange år at få mig til på dette niveau. Så de er selvfølgelig superglade på mine vegne over, at det lykkes,« fortæller han og fortsætter: »De fik det at vide over et telefonopkald, hvor jeg først og fremmest sagde, at jeg havde bestået testen, hvilket var meget positivt. Og så gik vi og håbede på en kontrakt, men man ved selvfølgelig ikke noget før, at alt blækket er på papiret. Så da det var gjort, så ringede jeg til dem igen, og de var selvfølgelig glade.«

På mange måder er 23-årige Christian Rasmussen ved at have etableret sig i USA, så han er vant til at være væk fra de trygge rammer. 

»Det har været en proces over nogle år, hvor det er blevet mere og mere, jeg har kørt. Siden 2018, hvor det startede med, at jeg rejser frem og tilbage til hvert løb. Og år efter år har det været progressivt mere og mere tid, som jeg har tilbragt her i USA, og nu er jeg mere eller mindre fuld tid, hvor jeg tager hjem til Danmark, når jeg kan og har tid til det,« forklarer han.

Han har sørget for at finde nogle venner at hænge ud med, som også er fra Danmark – blandt andet racerkøreren Christian Lundgaard, der valgte den europæiske vej gennem Formel 3–2–1-systemet, men ikke havde udsigt til et sæde i Formel 1, så han i stedet kører med pæn succes i IndyCar.

»Det kan jo godt være ensomt at være i et helt nyt land, hvor man ikke kender nogen. Jeg har fået en god omgangskreds herovre. Vi har et godt fællesskab, og det er også godt at have lidt tid med en, hvor man kan snakke det samme sprog med,« forklarer navne- og racerbroren Rasmussen.

Tiggeri 

Vejen til IndyCar har ikke været nem. Christian Rasmussen har ikke haft den finansiering, som der skulle til for at forsøge sig i Formel 1. Her har han skulle have helt andre penge med hjemmefra, så det amerikanske system har passet bedre til ham: »Det er egentlig meget simpelt – jeg ville aldrig have kunnet komme op igennem den europæiske rangstige. Og det så vi meget tidligt i min karriere, efter jeg havde kørt dansk Formel 4.«  

»USA var bare den bedste mulighed, for der var disse scolarships (stipendier, red.), hvor man kunne vinde sig hele vejen op igennem. Det har selvfølgelig også krævet penge og skulle ligesom toppe budgetterne op, men vi har haft en rigtig god start, fordi jeg har vundet,« forklarer han. 

Den eneste sæson indenfor de sidste fire år, hvor han ikke vandt sin række, var i 2022, hvilket gjorde sidste sæson ekstra krævende. 

Det koster nemlig 8–10 mio. kr. om året at have et sæde i Indycar NTX, der er rækken under IndyCar, som han nu er rykket op i. Og præmien ved at vinde er omkring syv millioner kroner. Derfor er der stor forskel på, om sidste sæson var en vindersæson eller om han skulle ud og finde en lille million om måneden for at kunne blive ved med at køre. 

»Tre gange i år var jeg under 24 timer fra at miste mit sæde på grund af, at jeg simpelthen ikke kunne finde pengene til sæsonen. Så det har været lidt en stressfuld sæson, hvor jeg både skulle fokusere på at køre ræsene, gøre det godt og prøve at vinde det mesterskab for at jeg kunne rykke op mod IndyCar. Men i baghovedet havde jeg altid at det kunne være, jeg ikke kunne finde pengene,« forklarer han.

Derfor var sidste sæsons sejr også ekstra stor for ham, fordi han kæmpede med den økonomiske stress, som mange af hans konkurrenter ikke havde. Og hvis han ikke havde vundet, så havde der nok ikke været finansieringen til at kunne køre IndyCar til næste år. 

»Jeg satte mig selv i position i mesterskabet til at vinde det meget tidligt, hvilket har også givet en sense (mening, red.) for teamet til at beholde mig i bilen. Det har hjulpet rigtig meget,« forklarer han og fortæller, at der ikke lige er en simpel måde at finde 10 millioner kroner til at udleve sin drøm. 

»Jeg blev nødt til at gå tilbage i det netværk, som jeg har inden for motorsporten og har opbygget igennem mange år, og mere eller mindre tigge om pengene. Og jeg har måttet arbejde med teamet ved at sige, at der er penge på vej, men vi ved ikke hvordan. Det har været stressfyldt,« forklarer han. 

Men nu er delmålet om et sæde i IndyCar nået. Han tør ikke sætte dato på, hvornår han håber på at vinde serien. Men der er ingen tvivl om, at det er det, der er målet. 

»Det er svært at sætte et tal på. Først og fremmest skal jeg ind i IndyCar og så bevise, hvad jeg kan gøre i en racerbil og så tage den derfra,« slutter han.

I første omgang skal han dog lige regne ud, hvordan han får afleveret sit storskrald, så han kan komme ud af den losseplads, han har været på, mens vi har talt sammen, og koncentrere sig fuldt ud om sin fremtid i IndyCar.