Dragør Roklub er blandt de tre initiativer i Dragør, der modtager støtte fra TrygFonden. Arkivfoto: Thomas Mose.
Dragør Roklub er blandt de tre initiativer i Dragør, der modtager støtte fra TrygFonden. Arkivfoto: Thomas Mose.

Tre dragørinitiativer får støtte

TryghedsGruppens regionale råd i Region Hovedstaden har uddelt godt 11,3 mio. kr. til en række nye aktiviteter og projekter i regionen. 

De nye donationer er uddelt efter TrygFondens overordnede mål og skal bidrage til at styrke trygheden.

En del af midlerne er gået til projekter i Dragør: Vinterbaderne i De Dragør Vandhunde har modtaget 17.600 kr. til indkøb af træningsdukker til førstehjælp og hjertestartertræner, Dragør Roklub har modtaget knap 17.000 kr. til redningsveste, og endeligt er der doneret 9.750 kr. til cykelhjelme på Dragør Skole.

Støtte til tryghed

TrygFonden arbejder for, at alle børn og unge kan leve et liv, hvor de trives fysisk, mentalt og socialt og rustes til uddannelse, så de kan udfolde deres potentiale og leve et godt og sundt liv. 

Et andet mål for TrygFonden er, at flere voksne kan realisere og fastholde en sund livsstil, have et trygt arbejdsliv og kan deltage i positive fællesskaber. 

Et trygt ældreliv med flere gode leveår og en højere livskvalitet for pårørende til svækkede ældre er også blandt målene for TrygFondens arbejde. 

Endelig arbejder fonden for, at folk træder til og hjælper hinanden, når der er behov for det, fordi netop dette anses for at være vigtigt for at kunne skabe tryghed. 

Skulle man sidde inde med en god idé til et projekt eller en aktivitet, der kan bidrage til mere tryghed, er det muligt at ansøge TrygFonden om midler til udførelsen deraf. Næste frist for ansøgning om støtte er fredag den 1. marts.

TM

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk