Vi har modtaget:

UNESCO-site eller borgernær service?

Som beboer i den gamle by har jeg gjort mig mange tanker om Dragør som UNESCO-site. 

Jeg er glad for turister. De bidrager til liv i byen samt til omsætning i og levedygtighed for byens butikker og spisesteder. Jeg er med fornøjelse frivillig og glad guide på byvandringer med turister. Men jeg er overbevist om, at et voldsomt øget antal turister kan risikere at skade eller lige-frem ødelægge byen, hvis der ikke investeres målrettet i bedre infrastruktur, mange flere parkeringspladser (ellers parkerer turisterne bare på pladserne i den gamle by) og i særdeleshed i ordentlige og tilstrækkelige offentlige toiletter. 

Det er nu, vi borgerne skal tage stilling til, om vi ønsker Dragør optaget på UNESCOs verdensarvsliste. 

Kommunalbestyrelsen har på møde den 19. november besluttet sig for at afsætte mere tid til at undersøge mulige konsekvenser og synergier, før en endelig beslutning om at søge om UNESCO-status afsendes – muligvis allerede med effekt fra 2022. Tak for det. 

Kommunalbestyrelsen lægger også op til at høre borgere, der ikke er medlemmer af UNESCO-komitéen. 

Under kommunalbestyrelsens behandling af sagen blev det imidlertid tindrende klart, at der ikke er vilje til at bruge penge på opgaver affødt af status som UNESCO-site på bekostning af borgernære opgaver. Der er jo også samtidig en voldsom aktuel udfordring med en kostbar kystsikring af Dragør. Det er en tydelig og vigtig udmelding.

I det lys er det derfor særdeles positivt, at diskussionen om Dragør som UNESCO-kulturarv kommer frem i det offentlige liv. Der har været gode debatindlæg set fra beboersynsvinkler med betydelig og velbegrundet skepsis over for mulige konsekvenser af at modtage den store ære. 

Nogen vil nok hævde, at der har været debat hele tiden, men jeg vil påstå, at jeg fra første færd har hørt to forskellige spor i debatten, hvor initiativtagerne, UNESCO-komitéen (stor respekt for deres flotte arbejde) og støtterne forståeligt nok hidtil har talt mest og længe i det offentlige rum, mens skeptikerne har holdt kommentarerne mand og mand imellem.

Dårlige erfaringer med UNESCO-sites

For mit eget vedkommende har jeg oplevet, at fra jeg oprindeligt på opfordring skriftligt støttede idéen om UNESCO--site er blevet mere og mere skeptisk. 

Jeg har været meget opmærksom på UNESCO--verdenskulturarv og har besøgt en lang række steder, der er UNESCO-sites. Mange besøg bekræfter den erfaring, som M. Boesen i Dragør Nyt fra den 10. november (læs indlægget her – red.) citerer en borger fra Brugge i Belgien for: » ... undgå for enhver pris at blive UNESCO-site. I Brugge bliver vi borgere fordrevet fra vores by.« 

Tre eksempler fra mine rejser i de allerseneste år: Middelalderbyen Dubrovnik er skrækeksemplet over alle. Her er der også optaget mange scener fra »Game of Thrones« og »Starwars«. Det tiltrækker horder af især asiatiske turister. Det er umuligt at opdrive en dagligvareforretning – alt er indrettet på korttids turister, trængslen er værre end på Strøget i København dagen før juleaften. Beboerne er væk, og lejlighederne er »Airbnb«. 

Et andet eksempel er Assisi i Italien. En helt vidunderlig by – oprindeligt. Her har man endda gjort det eneste rigtige: Udelukket al biltrafik fra indre by. Til gengæld er der langs alle indfaldsveje til byen bygget enorme parkeringshuse, der trods tårnhøj timebetaling er fyldt op fra midt på formiddagen i højsæsonen, så bilernes cirklen ligger rundt om byen. Desværre er det her, de oprindelige beboere i byen er flyttet ind. Mængden af gående turister, restauranter og turistrelaterede forretninger gør, at byen mister sit oprindelige, autentiske særpræg. 

Det er nok den største risiko i masseturismens tidsalder (nu forudsætter jeg, at vi på et tidspunkt vender tilbage til den tilstand), at det historisk autentiske særpræg, som oprindeligt udmærkede et sted til at blive verdens kulturarv, bliver smadret af en ubærlig overdosis af turister (tænk også på byer som Venedig, Brugge, Barcelona og Firenze). Dagligvareforretninger mister deres eksistensgrundlag, fortovsrestauranter æder byrummet og lugten af pommes fritter og anden fastfood hænger over byen. Læg dertil mængder af souvenirkiosker.

Det tredie eksempel er måske det mest relevante for Dragør – den lille by Trogir i Kroatien, der ligger i kort afstand fra lufthavnen i Split. Her er de oprindelige beboere også stort set fordrevet fra byen. Til gengæld er mængden af korttidsturister ekstrem, blandt andet fordi den nærliggende lufthavn og rejsebureauerne sender karavaner af turistbusser ind i byen, der bruges til et par timers ophold, før man bliver kørt til lufthavnen eller til udskibning fra krydstogthavnen i Split. 

Dragørs nære beliggenhed til Københavns Lufthavn og krydstogtsskibe på Langelinie gør det snublende nærliggende at forestille sig den samme skæbne for os.

Kan man ikke sige noget godt om UNESCO-sites? Jo, mange lever af det. Og nogle enestående steder bliver set og oplevet af mange. Men skal det fungere, skal rammerne planlægges. Det er ikke gjort med at ansætte en site-manager på deltid – det er den mindste udfordring. Risikoen er, at stedet reelt mister sit attraktive særpræg og forvandler en levende by til en kulisse. Skal det undgås, skal der investeres massivt i en infrastruktur, der tager højde for rigtig mange gæster, for toiletter, parkeringspladser og en turistinformation i en helt anden skala end i dag. 

Som sagerne står er der intet, der tyder på at kommunalbestyrelsen er indstillet på dette. I den økonomiske situation kommunen befinder sig i, er det ikke uforståeligt. Hvor skal finansieringen komme fra?

På det grundlag siger jeg fra. Det er at spille hasard med Dragørs fremtid at blive UNESCO-site på de vilkår. Vi ved ikke, hvor voldsomt  turisttrykket bliver, nej. Men risikoen, for at det bliver voldsomt, er tårnhøj. Derfor er det en god idé med ikke bare et borgermøde, men også en vejledende afstemning blandt beboerne i og omkring den gamle by. 

Allerede i dag er der negative træk. Manglen på parkeringspladser, manglen på offentlige toiletter, cirkulationen af biler langs havnen og Strandlinien, som Tonny Jensen levende beskriver i sit indlæg i Dragør Nyt for nylig (læs Tonny Jensens indlæg – red.), hvor han også omtaler overvejelser om fraflytning. 

Jeg håber meget, at borgerne bliver hørt, og at det bliver muligt at afholde borgermøder, før der bliver taget en beslutning.

Med venlig hilsen
Jens Thorhauge
Von Ostensgade