Vi har modtaget:

Borgmesterens nytårshilsen 

Klokken faldt i slag, og 2023 blev til 2024. Med det ønsker undertegnede på vegne af Dragør Kommune borgere, foreninger og erhvervsliv godt nytår. 

Dragør er helt grundlæggende en veldrevet kommune med rigtig gode ydelser og servicetilbud. Det er da også med både stolthed, at vi kan se tilbage på året, som er gået, og med fortrøstning, at vi kigger ind i et nyt og spændende år. Det vil føre for vidt at forsøge at nævne alt, men jeg vil alligevel komme med nogle nedslag. 

Nedslag i 2023

Hele fritids- og ungdomsområdet har i løbet af 2023 været i gang med at omdanne de tidligere fritidsklubber og ungdomsskoletilbud til noget nyt, fælles og spændende, nemlig UngDragør med aktiviteter, nyt logo og fælles ledelse. 

Det er fantastisk at se, hvordan der er gået til opgaven med krum hals og med høj grad af inddragelse af både børn og unge og engagerede medarbejdere. Det bliver også rigtig godt i det nye år.

Vores superdejlige svømmehal er bygget til og for borgerne. Politisk havde vi derfor ønsket at få omlagt ressourcerne i 2023, så der kunne holdes mere offentlig åbent for de samme penge. Det lykkedes allerede op til skolernes sommerferie med yderligere tre ugers åbent. Og særligt, når børnefamilierne har fri i efterårs-, jule- og vinterferierne, er det nu også muligt at få en dukkert. Så kom glad i bad i uge syv – for første gang i svømmehallens 5-årige historie. Og mere til i 2024.

2023 bød også på sidste fase af udrulning af ny affaldsordning i kommunen. Selvom det kan være besværligt, og de mange beholdere ikke er særligt pæne, skal vi være gode til at sortere vores affald. Og i 2023 kom de sidste 400 hustande, som ligger i Dragør Gamle By, med i en særskilt ordning, der passer bedre til den gamle bydel med snævre gader og stræder. 

Der er masser af perspektiv i at gå sammen med andre og udvikle, hvordan opgaverne kan løses. Flere nye partnerskaber og samarbejder så da også dagens lys i 2023. 

F.eks. indgik kommunen og Ældre Sagen partnerskab om at udvikle det gode ældreliv. Og med forbundet FOA SOSU indgik vi partnerskab omkring en række indsatser til at rekruttere og tilknytte medarbejdere i vores sundheds- og ældrepleje. Her må vi nemlig – som andre steder – forudse mangel på uddannet personale i fremtiden. 

I en helt anden boldgade har vi det nye partnerskab med »Bo trygt« og Københavns Politi om at forebygge indbrud og styrke nabofællesskabet. 

Og på den helt store klinge har vi det gode samarbejde med vores nabokommune Tårnby – særligt om at få fjernvarme til Dragør. 

Store projekter

To af de helt store og komplekse projekter fortsætter i 2024 og årene fremover. 

Det gælder som nævnt vores mulighed for at få fjernvarme til Dragør, så vi kan være med til at udfase fossile brændsler, som naturgas, til opvarmning af huse og andre bygninger. 

Tidligere på året løb statens fjernvarmepulje tør for penge, men det er i forbindelse med finanslovsforhandlingerne lyk-
-kedes at få afsat flere penge. Ikke nok til at dække behovet på landsplan, men håbet er, at pengene vil komme Dragør-borgerne til gavn. De første kunder ventes fortsat at kunne få fjernevarme i 2024.

Tørken i forsommeren, stormfloden i oktober og mængder af regnvand i november og december viser endnu en gang, at Dragør er udsat for klimaforandringer. 

Både private og offentlige lodsejere er naturligvis optaget af at undgå vand forkerte steder. Ud over en bevilling på ca. 37 mio. kr. fra staten fik vi i 2023 også sat navn på det rådgiverhold, som skal bistå os i den videre udvikling og realisering af vores lokale kystbeskyttelsesprojekt ud for Søvang, Sydvestpynten og Kongelunden. 

Efterårets hårde vejrlig viser, at vi i Dragør har et stort behov for yderligere kystbeskyttelse, og at vi i 2024 kommer til at drøfte, hvordan vi effektivt får sikret vores kommune.

Sideløbende fortsætter vores samarbejde med staten, Sund og Bælt samt Hvidovre, Københavns og Tårnby kommuner om forundersøgelse af en mulig samlet løsning for kystbeskyttelse af hovedstaden – inklusive Dragør. Resultatet venter vi til sommer i 2024.

Hold også øje med ...

2024 bliver året, hvor vi skal beslutte en ny erhvervsstrategi. 

Vi tog hul på arbejdet i efteråret 2023 med en yderst velbesøgt workshop for erhvervslivet i kommunen. Her var bl.a. oplæg om, hvordan Bornholm som et mindre lokalsamfund er lykkedes med at aktivere erhvervspotentialet ved hjælp af fælles indsats og samarbejde på tværs.  Tak til de mange, som vil indgå i det videre arbejde.

Vi har også nogle kommende mærkedage for demokratiet. 

Til sommer skal vi stable valg til EU-Parlamentet på benene. Og 2024 er også jubilæumsår for Dragør Kommune – 50 år. Det skal vi naturligvis også fejre.

Fælles om Dragør

Afslutningsvis vil jeg takke mine kolleger i Dragør Kommunalbestyrelse. 

Det er blevet til mange konstruktive møder og snakke hen over året – og de vil fortsætte i det her nye år. Det lokale demokrati tages nemlig meget alvorligt, og vi arbejder løbende hen imod fornuftige kompromisser i de politiske sager – og skal passe på skatteborgernes penge. 

Vi vil alle Dragør Kommune det bedste. I 2024 skal vi fortsat have et skarpt fokus på kommunens økonomi og fastholde en ansvarlig økonomisk politik. 

Jeg vil også takke og ønske god vind til de ansatte i kommunen. På daglig basis gør de sig umage med at levere en god og imødekommende service til borgerne, foreningerne og erhvervslivet. 

Selvfølgelig kan der ske smuttere og ting, vi kan gøre bedre, men det vigtige er, at der er en god og professionel kultur i og om vores daglige arbejde. Det være sig i alt fra dagtilbud for de små, undervisning og dannelse i skolerne, tand- og sundhedsplejen, fritidsaktiviteter og -faciliteter for både børn, unge og voksne, et attraktivt kulturtilbud med bibliotek og musik- og kulturskole, værdig ældre- og hjemmepleje, Wiedergården, affaldshåndtering og pleje af grønne områder, byrum og veje samt administration, sagsbehandling og projektledelse på rådhuset. Og vores perle: Dragør Havn.

Vi er fælles om Dragør.

Godt nytår!

Med venlig hilsen
Kenneth Gøtterup
Borgmester

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk