Vi har modtaget:

Socialdemokratiet med i stærkt budgetforlig

Der blev trukket mod midten, og velfærden blev styrket

Socialdemokratiet er igen med til at tage ansvar for det økonomiske grundlag for vores lokale velfærdssamfund. Det har vi været uden afbrydelser siden årtusindskiftet. 

Det ligger grundlæggende i vores politiske DNA at være med og tage ansvar, men vi gør det ikke kun for ansvarets skyld – vi gør det, fordi vi ønsker at præge udviklingen i den by, vi alle sammen holder af. Vi tror på, at det er bedst for Dragør, når der samarbejdes bredt. På den måde sikrer vi holdbare og langsigtede løsninger. 

De økonomiske rammer 

På grund af en markant stigning i indtægterne har Dragør, modsat de sidste mange år, ikke skullet ud og spare i år. 

For Socialdemokratiet har det været vigtigt at sikre et budget, der som minimum fastholder det eksisterende velfærdsniveau med plads og rum til at investere. Derfor har vi sammen med de andre forligspartier aftalt et to-årigt budget, for på den måde at skabe mest muligt ro hos borgerne og medarbejderne. 

Vi udnytter fuldt ud både service- og anlægsrammen. Det betyder, at vi krone for krone bruger det, vi må, på velfærd, og vi bruger krone for krone, det vi må på at bygge nyt og renovere. 

Desværre betyder de stramme statslige regler for anlæg, at der er større projekter, som vi må udskyde, selv om vi egentlig har pengene til dem. 

Samtidig prioriterer vi at afdrage ekstraordinært på vores feriepengegæld, i alt 30 mio. kr. De første 20 mio. kr. afdrages med det samme i 2024, mens de sidste 10 mio. kr. kan bruges som buffer og afdrages ved årets udgang, hvis den ikke er brugt. 

Ved at afdrage på gælden, som har en høj rente, har vi mulighed for at prioritere pengene til velfærd de kommende år. 

Med budgettet overholder vi den økonomiske politik, vi har aftalt i vores konstituering med Venstre og Konservativ. 

Vi sikrer en robust økonomi, der er afgørende for at kunne sikre ro og stabilitet fremover for både borgere og medarbejdere, hvilket er en stor prioritet for Socialdemokratiet. 

Samarbejde over kommunegrænsen

Med budgetaftalen ligges der op til øget samarbejde med Tårnby Kommune. 

Der vil være områder, hvor vi sammen kan sikre bedre priser og tilbud til vores borgere. Det kunne eksempelvis være på specialskoleområdet. Her kunne vi sammen etablere et lokalt tilbud, der ville give børnene et tilbud tæt på hjemmet, så tilknytningen til venner og fritidstilbud sikres. Det er vigtigt. 

Men der kunne også være andre områder. Her rækker vi hånden ud til vores gode nabo. Vi tror på, at vi kan finde oplagte områder at samarbejde om, til både glæde og gavn på begge sider af tunnellen. 

Plads til investeringer

Vi investerer i fremtidens folke-skole – både i en visionsproces, i midler til uforudsete omkostninger på specialområdet og i større og tidsvarende klasselokaler på Dragør Skole. 

Vi prioritere midler til den kommunale tandpleje, så vi fortsat kan opretholde et højt serviceniveau og god tandsundhed. Med den nye lovgivning fra Folketinget får 18–21-årige ret til kommunal tandpleje. Det er rigtig godt, men pengene er ikke fulgt med. Dem tilfører vi nu. 

På det kulturelle område har vi været med til at løfte Museum Amagers årlige driftstilskud med 50.000 kr., og vi sætter midler af til at fejre 50-året for sammenlægningen mellem Dragør og Store Magleby Kommuner. Begge ting betyder noget for vores by og lokalhistorie. 

Kort før budgetforhandlingerne fremlagde forvaltningen en rapport for kommunalbestyrelsen om hjemmeplejen og visitationen. Den viser tydeligt, at vi skal indrette styringen på en anden og mere hensigtsmæssig måde. Der er kommet i alt ni anbefalinger i rapporten, som vi skal arbejde videre med. Det bliver en stor omstilling og forandring, så jeg er glad for, at det er lykkedes at afsætte midler til både ekstern bistand og styrkelse af visitationen. 

Forandring kommer ikke over en nat, og det skal vi have tålmodighed med og forståelse for. Samtidig er det vigtigt, at både de faglige organisationer og Ældrerådet inddrages, så vi sikrer den bedste proces til gavn for både borgere og medarbejdere. 

Afslutningsvis vil vi gerne takke alle forligsparter for gode og konstruktive forhandlinger.

Med venlig hilsen
Nicolaj Bertel Riber, viceborgmester, Ole H. Hansen, medlem af kommunalbestyrelsen, samt Peter Bjørn, formand for Socialdemokratiet i Dragør

Problemer med Dragør-modellen

Kritik af finansiel styring: Dragør-modellens effekt på skolebudgetter sættes under lup Læs mere

På Nordstrandens Vuggestue får man med de nye regler lov til at beholde børnene lidt længere. Arkivfoto: TorbenStender.

Vuggestuebørn rykker senere

Kommunalbestyrelsen har godkendt, at vuggestuebørn skal vente længere på at komme i børnehave. Og selvom det giver ekstra udgifter...

Forårets aktiviteter og nyheder fra rådhuset

En tid med fornyelse og fejring: Dragør Kommune introducerer erhvervsstrategier, styrker pædagogområdet og forbereder sig på kommende jubilæum.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk