Vi har modtaget svar til Marianne og Erik Juel Eriksen samt Bjarne Poulsen:

Vi kan godt drive biograf i Dragør

Lad os holde debatten om biografen nuanceret

Efter at have læst indlægget fra ejerne af bygningen på Jan Timanns Plads 1 – den tidligere Dragør Bio – står vi tilbage med en underlig smag i munden (læs indlægget her, red.). 

Informationen i indlægget er desværre mangelfuld og unuanceret. Betragtningerne herunder skulle gerne være med til at nuancere de fremsatte påstande og det billede, de tegner af den nuværende situation, en smule.

Belægningsprocent

Den »årligt faldende belægningsprocent« er helt som i resten af landet.

Det er korrekt, at belægningsprocenten fra 2018 til 2022 har været faldende i Dragør Bio. Her skal vi huske, at der fra 2019–2021 var flere nedlukninger pga. coronapandemien. Selv i starten af 2022 var der nedlukninger, og efterfølgende gjorde kravet om mundbind det mindre attraktivt at gå i biografen. Alt dette er dog landsdækkende tendenser, så hvis dette er argumentet for, at Dragør Bio ikke kan løbe rundt, burde man lukke alle landets biografer. 

Ifølge Det Danske Filminstitut blev der i 2022 solgt 16% færre biografbilletter, end der blev i årene før corona – på landsplan. 

Biografen i Jan Timanns Plads lukkede i april. Arkivfoto: Thomas Mose.
Biografen i Jan Timanns Plads lukkede i april. Arkivfoto: Thomas Mose.

Kulturtilbud for børn

En belægningsprocent i 2022 på 15,5% er misvisende.

Det er ligeledes korrekt, at der ikke er fulde huse til alle film i Dragør Bio. Men det er dog interessant, at der i dette regnestykke ikke bliver medregnet børnefilmene, hvor belægningsprocenten er på 36,1%. Hvorfor? Og er Dragør Bio ikke relevant som et kulturtilbud for byens børn? 

Børnefilm har længe været en stor succes, hvorfor vi også er fortsat med netop film for børn og gang på gang samler 70–80 børn om en god film.

Små biografer

Man kan godt drive biograf i de små byer. 

Der er masser af små biografer rundt om i landet, der lever fint trods store biografer. 

Ifølge Brancheforeningen Danske Biografer »sikrer de store biografer og kæderne volumen, de mindre bidrager til et attraktivt lokalmiljø, og dem, der viser smalle film, bidrager til flere tonearter end det, mainstreamfilmen tilbyder os. Tilsammen; stort, småt og smalt.« 

Målet for en biograf i Dragør er ikke at trække samme volumen som f.eks. biografen i Fields, men netop at bidrage til et aktivt kulturliv for små og store i byen.

Fællesskabets interesser

Lokalplan 3 er urimelig for dem, der ønsker noget andet.

Lokalplaner er sommetider til voldsom gene for individets mulighed for profit, det er korrekt. Men (langt de fleste) lokalplaner er lavet med fællesskabets interesser i sigte, således også i Dragør, hvor der er et stort ønske om biograf i byen. Dette hører vi i Dragør Biografforening meget ofte, når vi holder pop-up-filmfremvisninger.

Kort lejekontrakt

Biografforeningen har siden 2015 kun haft korte lejekontrakter. 

Dette er også korrekt – men det betyder ikke, at det er en holdbar løsning. 

For hvert år, der går, forfalder bygningen mere og mere, og biografen bliver mere og mere nedslidt. 

Med de korte lejekontrakter er det umuligt for biografforeningen at få den fornødne støtte til at renovere og opgradere biografen. Derfor er det helt essentielt med en længere lejekontrakt.

Kulturhus

Biografforeningen ville gerne flytte væk fra Jan Timanns Plads.

Det er ligeledes korrekt, at biografforeningen var positivt stemt over for muligheden for et kulturhus i Dragør, da det netop ville give mulighed for at forbedre forholdene for biografgængerne i Dragør. 

Som beskrevet ovenfor var det ikke muligt at renovere biografen på Jan Timanns Plads på grund af de korte lejekontrakter, selvom dette fra starten var biografforeningens præference, og derfor kiggede man på andre løsningsmodeller. 

Nu vil en løsning i den eksisterende biografbygning være en god løsning.

Med denne nuancering af debatten om biografen håber vi i Dragør Biografforening, at vi kan fortsætte en konstruktiv – og nuanceret – dialog om biografens fremtid i Dragør.

Med venlig hilsen
Mette Jansen, Pernille Fischer, Lisbeth Svendsen, Bjarne Bentzen, Stine Pramman, Lotte Aabye, Kirsten B. -Christensen og Sanne Rossen
Dragør Biografforenings bestyrelse

Tropesyner

Udstilling af Joachim Knop i Dragør Havnegalleri Læs mere

Herlig og effektiv indledning på revyen. Foto: Jimmi Rosenkilde.

Humor i højt tempo

Årets udgave af Amager Revyen blev i sidste uge skudt i gang på Teater Play. Læs mere

Forårets aktiviteter og nyheder fra rådhuset

En tid med fornyelse og fejring: Dragør Kommune introducerer erhvervsstrategier, styrker pædagogområdet og forbereder sig på kommende jubilæum.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk