Fjernvarmebyggeri bag rådhuset

En ny boosterstation til fjernvarmen kommer til at stikke seks meter i vejret bag parkeringsplads i Store Magleby.

En ny »boosterstation« til den kommende fjernvarmeforsyning i Dragør Kommune kommer til at ligge bag parkeringspladsen ved Dragør Rådhus på Kirkevej ved Store Magleby – i hvert fald, hvis det står til et flertal i Klima-, By- og Erhvervsudvalget.

Boosterstationen er et teknisk anlæg, der skal understøtte fjernvarmeforsyningen. Både vandforsyning og fjernvarmeudrulningen kræver flere tekniske anlæg, og det er tidligere blevet vedtaget, at Store Maglebys gamle vandværk på Nordre Kinkelgade skal ombygges indvendigt til det nye formål.

Det rækker dog ikke til alle opgaverne. Boosterstationen skal selvstændigt bruges til at sikre den kommende fjernvarmeforsyning, og det kræver et større anlæg.

Forvaltningen opridsede tre muligheder – et sambyggeri på vandværksgrunden, der ville kræve nedrivning af vandværket, en ekstra stikledning fra Ndr. Dragørvejs kommende energicentral og altså ved rådhuset.

Uenighed om placering

Netop placeringen med nedrivning af vandværket blev foreslået af liste T’s repræsentant i udvalget – ud fra tanken om, at et enkelt anlæg visuelt ville påvirke Store Magleby mindre end to enkeltstående anlæg.

Det forslag faldt dog til jorden med nej-stemmer fra samtlige andre medlemmer af udvalget, der i stedet var enige om placeringen ved rådhuset.

»Det er der, boosterstationen skæmmer mindst muligt,« konstaterer udvalgsformand Helle Barth fra Venstre, der stemte for placeringen.

Den ny boosterstation bliver ikke helt usynlig i landskabet med en højde på seks meter og et fladeareal på 12 gange 15 meter. Den beskrives i forvaltningens oplæg som en forholdsvis anonym bygning uden støjgener. Den skal indpasses til området med passende farver og materialer.

Placeringen ved rådhuset kræver en lokalplan, fordi rådhusområdets nuværende lokalplan ikke dækker tekniske formål. Dermed skal lokalplansforslaget i høring, inden byggeriet endeligt kan vedtages.

Fik du læst?