»Vi har arbejdet hårdt«

Smilene var meget brede på Silje, Klara og Olivias ansigter, da de vandt årets iværksætterkonkurrence for 6. klasserne i Dragør. Men de havde også knoklet for det, forklarede de.
De glade iværksættervindere Silje Saylor, Klara Trolle og Olivia Møller fra Nordstrandskolen. Foto: Kirsten Marie Juel Jensen.
De glade iværksættervindere Silje Saylor, Klara Trolle og Olivia Møller fra Nordstrandskolen. Foto: Kirsten Marie Juel Jensen.

Dragørs ældre borgere mangler ofte social kontakt, og samtidig har byens unge lyst til at tjene lidt ekstra lommepenge. Derfor vil begge grupper have gavn af besøgstjenesten Gamle venner – unge hjælpere. Sådan lød det fra Silje Saylor, Klara Trolle og Olivia Møller fra 6. E på Nordstrandskolen, da de stod på scenen på Dragør Skole i fredags. Til finalen i iværksætteri – en konkurrence, Rotaray og skolerne i Dragør står bag for både at inspirere til iværksætterdrømme og tage temperaturen på fremtidens Dragør.

De tre piger havde arrangeret et lille skuespil til at illustrere, hvordan de ældre kunne få gavn af de unges hjælp til alt fra opvasken, hundeluftning, it-support, madlavning og rengøring til en snak og et spil skak.

Pigerne havde også udarbejdet foldere og plakater til at reklamere for tjenesten. Ikke noget med hjemmesider og apps, for de var meget bevidste om målgruppen, og at de måske ikke lige tjekkede de sociale medier for den slags tilbud.

»Det betyder rigtig meget, at vi har vundet det her. Vi har arbejdet hårdt. Hele dagen i går blev bare brugt på fremlæggelsen. Og da vi startede på projektet, var vi enormt stressede de første dage, fordi vi ikke synes, at vi kunne finde på en god nok idé,« forklarede Klara.

Mere og mere blev bygget på

Stille og roligt formede idéen om en besøgstjeneste, der kunne gavne både ældre og unge, sig.

»Først havde vi egentlig tænkt, at det bare skulle handle om hjælp til indkøb. Men det er der også andre, der hjælper med. Så det udviklede sig til en hel masse ting, vi faktisk synes, at de unge kan hjælpe med. Og så er især det sociale nok vigtigt,« sagde Silje Saylor.

Alle tre piger var enige om, at det havde været sjovt at arbejde med noget meget konkret, som havde noget med virkeligheden at gøre.

»Og jeg synes virkelig selv, at vores idé er god. Jeg kunne vildt godt tænke mig at være sådan en, der tog ud og besøgte de ældre,« lød det fra Klara Trolle.


Fik du læst?