Vi har modtaget – svar til Henrik Krogen:

Kritik af Venstre

Den Konservative kandidat til kommunalvalget, Henrik Krogen, giver i sidste nummer af Dragør Nyt en »opsang« til Venstre og de fleste andre partier i en bred salve rettet mod en række aktuelle politiske dagsordener (Henrik Krogens indlæg kan læses her, red.).

I indlægget kommer Henrik Krogen med en række postulater, hvoraf nogle udførligt og sagligt er besvaret i andre indlæg i Dragør Nyt vedrørende kommunens økonomiske situation (læs del 1 og del 2 af borgmester Eik Dahl Bidstrups indlæg her, red.), men også i relation til andre politiske sager. Det kræver en saglig kommentar.

I relation til ønsket om her og nu at få at vide, hvem den nye borgmester er, så er det vigtigt at slå fast, at Eik Dahl Bidstrup er Dragørs borgmester frem til udgangen maj måned – altså to en halv måned endnu. Et gammelt ordsprog siger, at man ikke skal sælge skindet, før bjørnen er skudt. Og denne bjørn er stadigvæk i live og trives storartet! 

At postulere, at alle andre kommuner, der har stået i lignende situation, har en aftager inden udmelding, er useriøst og manglende respekt for demokratiet. Men vi kan trøste Henrik Krogen med, at der er en god løsning – også på dette. I en kommune som Dragør, tager vi os tid til en seriøs dialog med respekt for de forskellige partiers ønsker og input, så vi finder gode løsninger. Det tjener demokratiet bedst – også i Dragør.

Henrik Krogen harcelerer ligeledes over processerne om UNESCO og engvejsarealet, samt andre politiske sager. 

Vi er i Venstre er gået foran i disse sager med et ønske om en ordentlig proces og en god borgerinddragelse og ønsket om at finde løsninger med bred opbakning. Sådant noget tager tid og er ikke et udtryk for nølen, men et udtryk for respekt for den politiske proces og borgernes holdninger, og at det er beslutninger med lang rækkevidde for kommunen og borgerne.

Henrik Krogen slutter af med at spørge om Venstres ageren blot er et udtryk for middelmådig sæbeopera. Her er det tydeligt, at Henrik Krogen ikke har forstand på hverken sæbeopera, eller hvordan det lokalpolitiske liv udfoldes i en kommune som Dragør. 

Fakta er, at Venstre såvel i 2013 som 2017 gik til valg på at arbejde for et bredt politisk samarbejde. Det er lykkedes med fire ud af fem partier i kommunalbestyrelsen, og konsekvensen har været opnåelse af en lang række gode resultater til gavn for borgerne. 

Vi har igennem de senere år, under Venstres ledelse, set en tydelig forbedring i dialogen og samarbejdsformen i kommunalbestyrelsen og med kommunens borgere generelt. Dette håber vi selvfølgelig fortsætter efter det kommende kommunalvalg. 

Derfor håber vi, at også Det Konservative Folkeparti tager en snak med deres medlemmer og kandidater om betydningen af godt samarbejde på tværs af partiskel for kommunens og borgernes bedste. For selv om politikerne jo er valgt med forskellig baggrund og holdning, så er der efter vores opfattelse behov for et bredt samarbejde og en saglig dialog, hvor vi finder løsninger, hvor alle får noget, men ingen får alt. 

Med venlig hilsen
Eik Dahl Bidstrup
Borgmester – Venstre
Erik Skovgaard Nielsen
Formand for Venstre i Dragør

Nedrivning af Glistrupgård

Fra forfald og stridigheder til en ny begyndelse - Historien om Glistrupgårds omdannede skæbne. Læs mere

Historisk aftale sætter folkeskolen fri

Et bredt politisk samarbejde baner vejen for en skolereform, der giver lokal indflydelse og tilfredsstiller moderne uddannelsesbehov.

Vi har modtaget: Dagplejen – den skal vi værne om

Nicolaj Bertel Riber (A) – viceborgmester og kommunalbestyrelsens repræsentant i Dagplejens forældrebestyrelse har indsendt et debatindlæg om Dagplejen i...

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk