Vi har modtaget:

Ja til badebro – nej til naturen

Til kommunalbestyrelsesmødet torsdag den 2. februar havde Flemming Blønd fra Sydamagerlisten fået badebroen ved Vierdiget på dagsordenen. 

I sit oplæg til kommunalbestyrelsen opfordrede han til en politisk debat, og en dialog med borgerne om, hvordan man vil Sydstranden på den lange bane. Det blev desværre ignoreret af alle øvrige kommunalbestyrelsesmedlemmer – men borgerne har stadig mulighed for at tage bladet fra munden.

En udhulet fredning

Fredningen Kystområdet Sydamager, som Sydstranden indgår i, strækker sig fra Dragør Havn til diget ved Kalvebod Fælled. 

Det er den eneste kyststrækning på hele Amager, hvor man stadig har den naturskabte strand – så strækningen er fredet af en grund, og vi er alle forpligtiget til at passe på området. 

Sydamagerlisten har den holdning, at man ikke passer på naturen ved at placere for eksempel en badebro midt i fredet område, da det hver gang vil kræve en affredning af et delområde – og hver gang det sker, taber fredningen samlet set værdi, og området ændrer karakter og udtryk.

Et grønt frirum

Sydstranden er et af kommunens uberørte grønne områder. 

Borgere såvel som gæster sætter stor pris på at kunne færdes der året rundt, hvilket jeg godt forstår, da stranden ligger i forholdsvis kort gåafstand for rigtigt mange. Og så får man det bare godt af at tage en tur på Sydstranden. Den kan nemlig noget, der er vigtigt i en travl hverdag. Et velfortjent »frikvarter«, hvor blikket kan vandre fra land og ud, hvor vand og himmel mødes i horisonten, uden broer eller andre bygningsværker der forstyrrer. Det uforstyrrede blik gør, at man naturligt slapper af, løsner op i skuldrene, og der bliver ryddet op i tankerne. 

Kort sagt – man kommer hjem fra stranden i en bedre udgave af sig selv, end da man tog hjemmefra.

Naturværdien 

Mens andre partier i Dragør ikke vil anerkende områdets naturværdier – er fakta, at der findes cirka 400 fuglearter i Danmark – hvoraf halvdelen er ynglefugle, mens den anden halvdel er trækfugle. 

På Sydstranden har ornitologer registreret hele 212 forskellige fuglearter (kilde: www.dofbasen.dk) – alle disse arter bør vi passe på, så de ikke forsvinder fra kystlinjen og strandengene.

Naturen på Sydstranden.
Naturen på Sydstranden.

Motionsredskaber

Bekymringen i Sydamagerlisten går ikke kun på denne ene badebro ved Vierdiget, men også de andre projekter, der er planer om at »berige« Sydstranden med.

Endnu en badebro ved Kålmarken. De 12 motions-stationer, der var planlagt i Søvangsbakkerne, og som i første kvartal af 2023 skal have nye lokationer på de fredede strandenge.

Hvad bliver mon det næste projekt, og hvor går grænsen for, hvor mange affredninger og projekter Sydstranden kan tåle, før vi ikke kan genkende stranden længere, og naturen atter står som den største taber? Taber vi ikke også selv, når vi bebygger det, vi har kært?

Skal vi ikke stoppe op, og blive enige om, at fredning betyder, at man skal lade naturen være i fred?

Med venlig hilsen
Tommas Brogaard
På vegne af Sydamagerlisten

Der er fuld gang i at plante skolehaverne. Foto: Museum Amager.

Gang i skolehaverne

Forårsstemningen breder sig på ny på Amagermuseet, hvor skoleelever igen er rykket ind for at lære om biologi ...

Vi har modtaget: Gråænder i Dragør

Stig Ekkert har indsendt et indlæg om de nye »ducktubes« på Dragør Sydstrand. Læs mere

Vi har modtaget: Et grønnere Dragør

Nicolaj Bertel Riber (A), viceborgmester, har indsendt et debatindlæg om et grønnere Dragør. Læs mere

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk