Kulturnat:

Et blik i smykkeskrinet

Guld og historier: Guldsmeden afslører værdien bag arvestykker.
Thomas Nielsen giver en vurdering af Majken Thorsens arvestykke. Foto: Thomas Mose.
Thomas Nielsen giver en vurdering af Majken Thorsens arvestykke. Foto: Thomas Mose.

Hos guldsmed Barbara Maria på Kongevejen var der fra tidligt på aftenen kø ved disken. Mange mennesker ville gerne tage imod tilbuddet om at få vurderet arvestykkerne fra smykkeskrinet.

En af dem var Majken Thorsen, der havde en smukt blåemaljeret medaljon med til vurdering.

»Den har tilhørt min svigermors mor, så den er måske 150 år gammel. Hun skulle have arbejdet med tsarinaen i Rusland,« fortalte hun om smykkets oprindelse.

Ikke alt, der glimter er guld – men det var det nu i dette tilfælde, kunne guldsmed Thomas Nielsen bekræfte efter blandt andet at have vejet og nærstuderet vedhæng og kæde.

Udregnet fra den rene guldpris havnede hele herligheden på 25.000 kroner. Og selv om man ikke går i salgstanker, kan det være vigtigt at vide, lød det fra guldsmeden.

»Det handler i høj grad om forsikringen, så vi vejleder om genanskaffelsesværdien. Guldpriserne er steget med tæt på 600 procent de senere år, og det er mange ikke klar over, så man kan risikere ikke at være ordentligt dækket,« fortæller han.

Men alt drejer sig ikke om penge, og Thomas Nielsen gav et par gode råd med til Majken Thorsen.

»Sørg for at skrive en levnedsberetning for smykket. Alt, hvad du ved om det, hvor det stammer fra, og hvornår du selv har båret det. Så kan den ligge til dem, der skal have det efter dig,« lød rådene.


Fik du læst?